Anmeldelse

Vejledning ansigt til ansigt

Teorier og metoder i den individuelle vejledning

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Første udgave af denne bog udkom i år 2002 og blev udgivet af Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning (RUE). Anden udgave udgives i år af forlaget Studie og Erhverv. I den mellemliggende tid er der kommet en reform på vejledningsområdet. RUE er nedlagt, skolevejlederne er forsvundet, vejlederne er sendt på (efter-)uddannelse, og Ungdommens Uddannelsesvejledning styrer vejledningsindsatsen via en række vejledningscentre, hvor kvaliteten i vejledningsindsatsen skal højnes, blandt andet gennem at højne vejledernes uddannelsesniveau. Vejledningsreform eller ej: Grundlaget er stadig en vejleder, der møder de unge i vejledningssituationer ansigt til ansigt. Derfor er denne bog en meget vigtig udgivelse. Bogen er en håndbog og en studiebog. Den er en samlet fremstilling af den individuelle vejlednings arbejdsrum med fokus på teorier, udvikling af færdigheder og holdninger til vejledningsindsatsen. Anden udgave er revideret og nyskrevet på en række områder, hvor tiden, de politiske beslutninger og udviklingen på vejledningsområdet kræver det. Således er der nye afsnit om karriereteorier og vejledningspraksis, om livshistorier og kvalitetsudvikling. Bogens indhold falder i to dele. En del om vejledningens grundlag i teoridannelser og deres baggrund og en anden del om de kontante færdigheder, understøttende, udfordrende og didaktiske, som en vejleder bør kunne håndtere i samtalesituationen. Forfatteren skelner mellem og gennemgår teoridannelser inden for henholdsvis karriereteori og vejledningsteori og tydeliggør deres nedslag i og påvirkning af dansk vejledning gennem årene. Tove Løve understreger, at det er tilladt at være eklektiker, det vil sige udvælgende blandt de mange teoriers indhold, men kravet er så, at vejlederen udvælger bevidst for at udvikle en personligt integreret tilgang til vejledning. En tilgang, som vejlederen kan forklare og forsvare. Individuel vejledning og gruppevejledning behandles, og vejlederrollen samt vejledningens etik belyses og diskuteres. Når teorierne er på plads, færdighederne er lært, øvet og udøvet i daglig praksis, er der en risiko for, at dagligdagens pres tager over med tilbagefald til rutinetænkning, stagnation og udbrændthed. Bogen slutter derfor med et opfordrende afsnit om at vedligeholde den gode udvikling, for eksempel ved kollegial vejledning og supervision. Bogen kan anbefales til at sætte perspektiv i dagligdagen på vejlederkontoret og er en uomgængelig grundbog på vejlederuddannelsen.