Debat

Urimeligt ulige vilkår

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 1. november i år kunne jeg fejre 25-års-jubilæum som lærer i folkeskolen. Ordet 'fejre' er måske et vel stærkt ord. Thi fra kommunen modtog jeg ikke en klink i jubilæumsgratiale. Hvorfor ikke? Fordi jeg er overenskomstansat. Havde jeg været tjenestemand, ville jeg have modtaget 4.800 kroner skattefrit. Hvad er grunden til denne åbenlyse urimelighed?

Det kan ikke skyldes, at overenskomstansatte har tryggere vilkår end tjenestemænd, det forholder sig tværtimod modsat. Det kan heller ikke være pensionen. Thi den er for mit vedkommende langt ringere end for tjenestemænd. (Vi taler om fuld pension, det vil sige cirka 40.000-50.000 kroner mindre årligt for overenskomstansatte end for tjenestemænd). Det kan heller ikke skyldes, at tjenestemændene er belastet af at skulle ud at strejke. Det kan de nemlig ikke. Opstår der en konflikt, er det de overenskomstansatte, der må ud på barrikaderne.

Til marts fylder jeg 50 år. Og jeg vil gerne have mulighed for som 60-årig at slutte med en pension, der svarer til mine tjenestemandskollegers. Der er derfor ikke tid til små stigninger i pensionerne ved overenskomstforhandlingerne.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Næste gang, der er valg til hovedstyrelsen, vil jeg foreslå, at der ud for hver kandidats navn anføres, om vedkommende er tjenestemand eller overenskomstansat. Ikke for på nogen måde at drage tjenestemændenes hæderlighed i tvivl. Men det kan ikke være anderledes, end at de overenskomstansattes interesser varetages med større iver af overenskomstansatte.

For en god ordens skyld skal jeg nævne, at det ikke er min egen kreds, Aabenraa Lærerkreds, der står for skud. Denne har tværtimod ved de seneste overenskomstforhandlinger peget på de skævheder, som er nævnt ovenfor.

Tove Kvist

Aabenraa