Vi er i flygtningelejren Ayda i Bethlehem for at besøge Ayda Basic School. Viceinspektør Azizeh Sadi Al-Laham viser rundt. Tre klasseværelser blev ødelagt under den sidste alvorlige konfrontation mellem israelsk militær og den lokale frihedsbevægelse, Tanzim. Ydervæggene i klasserne er erstattet af sandsække. Skolen har 940 elever og kun ni fungerende klasselokaler. Der er op til 40 elever i hver klasse.

Vi kigger ind i nogle af de små klasser. På væggene er der fyldt med børnetegninger. Utrolig mange af dem handler om krig og begravelser.

Azizeh fortæller, at skolen for nylig var lukket i ti dage, mens det israelske militær var rykket ind i flygtningelejren Ayda. Flere huse blev bombet og fire mennesker dræbt. Da børnene kom tilbage til skolen, havde de et stort arbejde med at bearbejde begivenhederne. At lade dem tegne var en af måderne at komme i snak med børnene om, hvad de havde oplevet, men flere var så hårdt medtagne, at de måtte have psykologhjælp. Frivillige fra universitetet hjalp til med at arrangere aktiviteter, som kunne få børnenes tanker væk fra krig og ulykke, men Azizeh fortæller, at det ikke lader sig gøre. Også børnenes egne lege er hele tiden præget af kamp og krig, og da eleverne bliver spurgt af en psykologistuderende, hvem de hader mest, råber de i kor: 'Sharon'.

Oplever døden på nært hold

Jeg prøver at finde ud af, hvad lærernes rolle er på denne skole, som hører under FN's flygtningeorganisation UNRWA, som ledes af danskeren Peter Hansen. Prøver de at lære børnene om fredelig sameksistens, eller prædiker de had til Israel? Sådan som israelerne altid hævder. Eller siger de tværtimod her i denne by, hvor Jesus blev født, at eleverne skal elske deres fjender?

Den spinkle kvinde ser på mig med sørgmodige øjne, som om jeg kommer fra en fjern planet og intet kender til hendes virkelighed, og siger så med lav, men insisterende stemme: 'Du må forstå, at vi lever i et besat land, og du må forstå, at når vi forsøger at få alle til at overholde en våbenhvile, kommer israelerne i helikoptere og myrder vores ledere med koldt blod. Du må forstå, at disse børn har oplevet deres kære - også jævnaldrende kammerater - blive dræbt af israelerne. Vi kan da godt tale om fred med dem her i skolen, men virkeligheden udenfor er helt anderledes. Det er soldater og kampvogne, som skyder på os. Se blot på skolen. Se hvordan vores mure er gennemhullet af israelske kugler. Se hvordan vores skoletavle er ramt af projektiler. Vi kan godt foregive, at vi ikke er politiske, men vi kan ikke flygte fra virkeligheden, og vi lærere er jo også mennesker, som selv lever og lider under besættelsen'.

Hun ser på mig og tilføjer: 'Men vi prøver da at tale med dem om, at man skal elske sin næste og søge freden'.

Som for dog at give gæsten lidt positivt med hjem.

Støtte de svageste

På væggen over for skolen hænger der et billede af en af eleverne, som blev dræbt af en israelsk kugle, en dag han gik hjem fra skole. Plakaten skal gøre ham til en martyr for den palæstinensiske sag, men for de andre børn er han først og fremmest et synligt billede på den død, som lurer i hverdagen, og som de har så svært ved at glemme.

Da vi forlader en af klasserne, siger Azizeh indtrængende til mig: 'Min opgave som lærer er at være stærk, når jeg står foran eleverne, også selv om jeg indeni selv er bange. Jeg er nødt til at være stærk, for at de kan blive stærke og ikke overgiver sig til frygten. Men de oplever ikke andet end krig. Også på tv. Og vi har børn, der hele tiden bryder ud i gråd. Vores opgave er at finde de svageste og være til rådighed for dem, der har brug for at snakke, før de bryder sammen. Men det er slemt, når de har oplevet - som forleden dag - at en mor og et barn er blevet dræbt, mens de lå og sov. Så kommer børnene i skole og er helt ude af den. Nogle bliver tavse og kede af det, andre meget aggressive. Så kan det knibe med selv at være stærk, men det må jeg aldrig vise foran eleverne'.

Azizeh Sadi Al-Laham har arbejdet seks år på denne skole. Tidligere var hun i Jerusalem, men det blev for svært at komme frem og tilbage igennem checkpoints fra hendes hjem i Bethlehem, og trods alle problemerne elsker hun sit job på denne specielt udsatte skole: 'Det er meget engagerende, hver dag har nye problemer, men også glæder. Forældrene kommer her for at gøre skolen bedre, deltager i aktiviteter og i møder om deres børn, og vi har rigtig mange dygtige elever. Sidste år var der 280 studerende, som fik A til deres eksamen, hvad der er meget flot. Jeg er stolt af, hvad vi præsterer på Ayda Basic School'.

Mærker af granatsplinter

I Gaza møder jeg den øverste leder for UNRWA, danskeren Peter Hansen, som i mange år har arbejdet sammen med modtageren af Nobels fredspris, Kofi Annan, og er en af hans mest betroede medarbejdere. Få dage før er en skole i flygtningelejren Khan Younis blevet ramt af 18 granater, heldigvis på en dag, da børnene havde fri. Men en vagt fik så mange metalsplinter i hjernen, at han sandsynligvis dør af det.

Jeg tager sammen med Peter Hansen ud for at besøge skolen. Taget er allerede blevet repareret, og børnene er tilbage ved pultene. Her i det overbefolkede Gaza er der omkring 50 i hver klasse, og man arbejder som regel i toskift. Der er tydelige mærker af granatsplinter overalt, og en lærerinde fortæller, at der samme dag har været nye skyderier, som fik børnene til rædselsslagne at søge tilflugt under pultene. Peter Hansen spørger bekymret til deres sindstilstand, for tilsyneladende ser de ubekymrede og smilende ud, disse småpiger med lærevillige og entusiastiske udtryk i deres ansigter. Og læreren forklarer, at der efter hver episode er meget at gøre med at trøste.

Bag skolen kan jeg se en kran med et bur øverst oppe. Det er den israelske hærs post, hvorfra der kan skydes mod både skolen og det nærliggende boligområde, hvorfra mange af børnene kommer. Da vi går frem mod boligerne og de israelske militærposter, lyder der skud, og Peter Hansen diskuterer med sin stab, om vi skal gå videre. Han beslutter at lade jeepen stå og gå frem til fods. Flere huse er sønderbombede, og beboerne har fået sat telte op af UNRWA. De har nemlig nægtet at forlade stedet af frygt for at være for evigt fordrevet fra det lille stykke jord, som deres hus lå på. Nu sidder de som beduiner ved indgangen til deres telte. Nogle drenge er i gang med at læsse murbrokker på en æseltrukket kærre. Måske kan de lave en lille forretning ud af ødelæggelsen.

En mand griber fat i Peter Hansen, vi skal komme op i hans sønderbombede hus. Her er alt kaos. Granaterne har ødelagt det hele indvendigt. Pludselig begynder han at græde. Peter Hansen forsøger at trøste. Vel vidende, at han intet reelt kan gøre. Manden har mistet alt det, som han gennem et langt liv havde sparet op.

Da FN-folkene går, står han fortabt tilbage i den lille gyde ved siden af det, som engang var hans hjem. Jeg filmer ham, og han går hen mod kameraet, idet han igen og igen spørger mig: Hvorfor lader I dem gøre det? Hvorfor hjælper i os ikke? Hvad har vi gjort, at vi skal blive ved med at lide? Hvad har vi gjort? Svar mig!

Hvad skal jeg svare. Jeg er nødt til at gå. FN-bilerne venter. Han står igen alene og fortabt og anråber sin gud.

Skole måtte lukke

Vi kører til en anden skole, som Peter Hansen har været nødt til at lukke. Den ligger op ad en israelsk bosættelse. I Gaza-striben, som formelt efter Oslo-aftalerne er overdraget til det palæstinensiske selvstyre, bor der 1,2 millioner arabere på 70 procent af det lille stykke land - omkring 45 kvadratkilometer - mens omkring 5.000 israelske bosættere har 30 procent. Og endda den bedste jord og i de områder, hvor der er mest vand. Skolen måtte lukke, fordi israelerne hævdede, at den blev brugt som udgangspunkt for snigskytters angreb på bosættelsen. Peter Hansen viser mig, hvordan den ligesom alle de andre skoler i skudlinien er forsynet med høje, pigtrådsbesatte hegn og vellåste døre. Han er sikker på, at det vil være umuligt for snigskytter at komme derind, uden at UNRWA ville opdage det. Han har da også bedt den israelske hær om beviser. Det lovede den at levere. Men Peter Hansen hørte aldrig fra hæren igen.

Jeg kigger ned mod den israelske bosættelse. Der er vel omkring 50 meter. Pludselig ser jeg noget bevæge sig. Det er en kampvogn, som godt kamufleret kører frem mellem træerne og peger på os med sin kanon. Vi bliver stående. Israelerne kræver hele tiden, at Peter Hansen skal fortælle dem om alle sine bevægelser i Gaza. Men det nægter han af principielle grunde. Han er der på FN's mandat for at hjælpe flygtningene og vil ikke lade sig diktere af besættelsesmagten.

Dræbt af israelsk landmine

Lidt efter rykker den israelske kampvogn tilbage og forsvinder mellem træerne. Jeg har mærket et sug i maven, men den slags er dagligdag for Peter Hansen. Og for de 180.000 elever og 5.000 lærere, som han har ansvaret for i Gaza.

Et skolearbejde, som må vække stor beundring. For børnenes eksamensresultater er virkelig imponerende. Det store problem er, at der ikke er arbejde, når uddannelsen er færdig, fordi Israel har lukket grænsen, og den lokale økonomi, som ellers var på vej op, nu ligger helt stille.

Samtidig klager Israel over, at de palæstinensiske skolebøger opflammer til had. Hertil siger Peter Hansen, at han ikke mener, det er rigtigt: 'Men som jeg også sagde ved en pressekonference i Kairo, så er det svært at få den undertrykte overbevist om, at undertrykkeren er et meget tolerant væsen, og kendsgerningen er jo, at vores børn og stab daglig er udsat for terror i form af disse skyderier, både her i Gaza og i Ayda-lejren i Bethlehem'.

Fire dage senere bliver fem af Peter Hansens elever dræbt af en israelsk landmine i Khan Younis, da de på vej til skole leger i murbrokkerne af deres ødelagte huse i den såkaldte sikkerhedszone.

Jørgen Flindt Pedersen er freelancejournalist