Inspireret af de seneste måneders indlæg i Folkeskolen og i medierne generelt har jeg fået lyst til at blande mig i debatten.

Jeg er ikke nyuddannet lærer, og jeg står heller ikke over for at skulle pensioneres lige med det samme. Derimod er jeg en af de mange lærere, der befinder mig nogenlunde midt i arbejdslivet. Jeg har dermed opnået en god portion erfaring. Jeg er meget glad for eleverne, og jeg synes, at det både er udfordrende og inspirerende at undervise. Derfor har jeg tænkt mig at blive i folkeskolen, men ikke for enhver pris. Jeg forstår godt de nyuddannedes flugt, da jeg det sidste halve år selv har haft de samme tanker.

Der er et totalt fravær af personalepleje fra kommunernes side over for lærere. Det har yderligere forværret situationen, at kommunerne kan presse os i forhold til den elendige overenskomst, som DLF har indgået. Hovedparten af os har fået flere konfrontationstimer og med langt færre forberedelsestimer, som betyder et væsentligt større arbejdspres. Hvis jeg skal levere den samme kvalificerede undervisning, som jeg gjorde før den katastrofale overenskomst, så kommer jeg enten til at levere gratis arbejde og med en kraftig nedslidning til følge, eller også forbereder jeg mig kun op til de 375 timer og bliver dermed så utilfreds med mit arbejde, at jeg bliver nødt til at se mig om efter et andet. Jeg har aldrig i mine 17 år som lærer følt mig så udkørt efter hver dag, som jeg gør nu, og aldrig har jeg glædet mig mere til fredag end i dette skoleår. Jeg deltager gerne i udviklingsarbejder og synes, det er sjovt at være med til at udvikle skolen, men jeg kan mærke, at det bliver svært at være med til dette arbejde på grund af arbejdspresset, og jeg overvejer stærkt at trække mig ud af alt, hvad jeg ikke har pligt til at deltage i, for simpelthen at overkomme undervisningen og alle dens facetter. I stedet for at give os en mulighed for at få folkeskolen til at leve op til folkeskoleloven, så pålægges vi så meget arbejde, at enhver udviklende og inspirerende tanke må vente til bedre tider.

I fremtiden vil vi opleve en stor mangel på lærere på grund af de 100.000 flere børn, der skal indi folkeskolen. Derfor er der ingen, der kan være interesserede i, at de nyuddannede lærere forlader skolen, så snart de har mærket, hvor store krav der stilles til dem. Men samtidig er det en katastrofe, at forholdene i folkeskolen er så pressede, at også vi, der har en vis erfaring, tænker på at forlade den synkende skude.

Kommunernes Landsforenings formand bagatelliserer problemet, når han udtaler, at årsagen til flugten blot er et spørgsmål om, at arbejdsmarkedet er blevet mere fleksibelt. Det er i langt højere grad folkeskolernes elendige forhold, der er årsagen.

DLF har et problem, og det er på tide, at vi lærere viser vores utilfredshed og kræver, at hovedstyrelsen tager fat på at ændre forberedelsesfaktoren og sørger for, at vi lærere får et generelt bedre arbejdsmiljø.

Lis Tanghøj

Frederiksberg

Forkortet af redaktionen