Kerneydelser i centrum

Tidligere sprogundervisning og forældrekontrakter, lyder meldingen fra Socialdemokratiet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Socialdemokratiet vil have folkeskoleloven ændret, så eleverne undervises i engelsk fra 3. klasse eller tidligere, og børnehaveklassen bliver obligatorisk for elever i folkeskolen.

Partiet vil også indføre formålsbeskrivelser af børnenes hverdag i børnehaveklassen og skolefritidsordningen, og at der sættes fokus på folkeskolens kerneydelser og ikke på udenomsværker som at informere børnene om pornografi eller færdselsregler, og der skal etableres et tættere samarbejde mellem skole og hjem, der betyder, at forældre indgår kontrakter med skolen om deres pligter.

'Kerneydelserne er det, der falder inden for folkeskolens formålsparagraf', siger partiets uddannelsespolitiske ordfører Hans Peter Baadsgaard. 'Det handler om at give børnene nogle faglige, sociale og personlige kvalifikationer'.

Vil I opprioritere det faglige?

'Nej, det er hele formålsparagraffen, vi prioriterer, men vi vil sikre, at eleverne får ordentligt greb om de vigtige redskabsfag. IT, engelsk, dansk og matematik er forudsætningen for, at de kan komme videre', siger Hans Peter Baadsgaard.

Han vil ikke ind på, hvor timerne til tidlig engelskundervisning skal komme fra, fordi det vil afspore debatten.

'Vi har i flere år haft rædselsfulde skoledebatter. Nu håber jeg, at vi i skoleforligskredsen kan få nogle seriøse drøftelser. Socialdemokratiets forslag skal indgå i debatten, når vi om kort tid begynder at evaluere F2000'.

En egentlig lovændring må vente til næste folketingsår, men det er hensigten, at der skal komme en række justeringer i løbet af foråret 2001.

Når der allerede snakkes tidsplan, hænger det sammen med, at de socialdemokratiske skoletanker blev godt modtaget på Christiansborg i sidste uge. Undervisningsministeren er ganske vist imod, at børn skal have engelsk tidligere i skoleforløbet, men flere partier, blandt andre Centrum-Demokraterne, Socialistisk Folkeparti og De Konservative, kom med positive udmeldinger.

De Konservative er ikke med i forligskredsen, og der ligger ikke nogen speciel invitation til dem i udspillet.

'De har hidtil ensidigt fokuseret på de faglige mål, og det er kun en del af folkeskolen opgave, så det er ikke dem, vores forslag er henvendt til', siger Hans Peter Baadsgaard.-Jan Kaare er freelancejournalist

Vi har i flere år haft rædselsfulde skoledebatter. Nu håber jeg, at vi i skoleforligskredsen kan få nogle seriøse drøftelser