Siden den 19. august har de to største protestantiske militser i Nordirland, 'Ulster Volunteer Force' og 'Ulster Freedom Fighters', udkæmpet en hård og blodig magtkamp med centrum i Belfast-bydelen Shankill og med følgevirkninger ud i hele Nordirland. Nu er det ikke kun religionen, der adskiller folk i Nordirland. Det er i stigende grad vigtigt, hvilken militsgruppe man holder med. Under opgøret i Shankill har over 260 protestantiske familier måttet genhuses, fordi de blev fordrevet fra et boligområde, hvor deres militsgruppe var i mindretal.

Da det nye skoleår startede i begyndelsen af september, måtte lærerne i de protestantiske distrikter se i øjnene, at de sidste ugers voldsomme begivenheder havde påvirket børnene i et omfang, som aldrig er set tidligere. Et stort antal skoleelever måtte straks flyttes til andre skoler, fordi de og deres forældre holdt med en 'forkert' militsgruppe.

Skoledirektør og byrådsmedlem i Belfast, Chris McGimpsey, fortæller, at situationen er dybt foruroligende: 'Børn og unge er begyndt at identificere sig med den ene eller den anden gruppe på en måde, som vi aldrig har set før. Der er også flere og flere, der deltager aktivt i urolighederne. 14-15-årige har medvirket til ildspåsættelse af modstanderes huse, og vi ser dannelser af paramilitære grupper på skolerne'.

Konflikterne trænger helt ned i de mindste klasser i primærskolen. Undervisningsminister i den nordirske lokalregering, Martin McGuinness, beretter, at han har modtaget rapporter om, at skolebørn deler sig op efter militstilhørsforhold og slås i skolegården. Børn må flyttes til skoler, hvor deres klassekammerater holder med den samme milits. Sam McCready, pædagog og tilknyttet University of Ulster, siger: 'Børnene tvinges til at foretage nogle urimelige og meget negative valg i en alt for tidlig alder'.

Skud mod skolebus

I oktober måned hærgedes Nordirland af en bølge af voldelige overfald på børn på vej til og fra skole. I byen Armagh, 50 kilometer sydvest for Belfast, anholdt politiet to teenagedrenge, sigtet for at have skudt med riffel efter en skolebus og dermed bragt 15 skoleelever i livsfare. Samme dag, i Belfast, blev der kastet sten mod skolebussen fra den katolske pigeskole 'Our Lady of Mercy', mens den passerede gennem det protestantisk dominerede Ballysillan-kvarter. Stenkasterne var iført skoleuniformer fra den protestantiske drengeskole 'Belfast Boys' Model'. Otte piger blev bragt til hospitalet og behandlet for kvæstelser og chok. Bussens vinduer og karosseri var totalt ødlagte.

Det var tredje overfald på 'Our Lady of Mercy's skolebus på en uge og kun én af en række tilsvarende hændelser i hele Nordirland. Transportselskabet Translink, som forestår skolebusdriften i det meste af landet, indstillede al kørsel for 'Belfast Boys' Model'. Translink indrømmede, at de hér ville statuere et eksempel, da de efterhånden ikke vidste, hvad de ellers skulle stille op.

Byrådsmedlem Fred Proctor, som også er medlem af 'Belfast Boys' Model's bestyrelse, advarede: 'Vi kan let miste kontrollen over det her'.

I en periode kørte lærere med i busserne i håb om, at deres tilstedeværelse kunne forhindre overfaldene. Efter en kort tid ophørte dette. De nordirske læreres største fagforening, NASUWT, erklærede, at lærerne umuligt kan stoppe den politisk-religiøse vold i skolerne. Som den er eskaleret i de seneste måneder, har kun ordensmagten den nødvendige myndighed og de nødvendige magtmidler til at løse opgaven.

Drenge kører dødskørsel

I efteråret offentliggjordes en undersøgelse, der endnu en gang bekræftede, hvad talrige tidligere undersøgelser gennem årene har påvist: de nordirske drenges skolestandpunkter er signifikant dårligere end pigernes. Selv om der ikke findes videnskabelige sociologiske undersøgelser, der beviser det, er skolefolk ikke i tvivl om årsagen. Næsten 40 års voldelig samfundsudvikling har fremelsket et mande/drengeideal, som er uforeneligt med skolens idealer. En nordirsk dreng skal være en hård negl, en kommende kriger. Da den berygtede leder af 'Ulster Freedom Fighters', Johnny 'Mad Dog' Adair, for et halvt år siden viste sin nyfødte søn frem for pressen, præsenterede han ham stolt som 'My Mad Puppet'!

Et af de mest uhyggelige tegn på den afsporede maskulinitetsopfattelse er den såkaldte 'joyriding', et fænomen, der efterhånden har nået et epidemisk omfang i Nordirland.

Når en dreng eller ung mand skal bevise sit mandsmod, stjæler han en bil, drikker sig beruset og kører dødskørsel. Den typiske joyrider er 14-15 år gammel, ofte yngre, og da han er ukyndig både med hensyn til at køre bil og med hensyn til at styre sit alkoholindtag, ender det næsten altid med, at han mister herredømmet over bilen. I mange tilfælde kvæster eller dræber han ikke bare sig selv, men også tilfældige ofre, der mejes ned på fortovet. Problemet er så udbredt, at der er oprettet en forening, 'The Road Trauma Support Group', som hjælper familier, som er blevet ofre for en joyrider. På grund af de specielle forhold i Nordirland kan politiet ikke uden videre afpatruljere sine distrikter. Lov og orden håndhæves reelt af militserne. Joyriding er mest udbredt i de katolske kvarterer i Belfast, hvorfor IRA er specielt kontant i sin justits. Når IRA får fat i en joyrider, falder straffen på stedet: et skud gennem hver hånd eller hver ankel, i de mest graverende tilfælde alle fire steder.

Elever bortvises hver dag

Når skoleeleverne således betragter vold som en naturlig del af hverdagen, og når de nordirske folkeskoler har nogenlunde de samme sanktionsmuligheder som i Danmark, er det klart, at lærerne i Nordirland er konfronteret med enorme disciplinære problemer. Den 30. oktober afslørede undervisningsminister Martin McGuinness, at i gennemsnit bortvises 20 elever hver dag fra skoleundervisningen. I perioden 1. september til 13. oktober blev det til 639 elever, som i kortere eller længere perioder ikke har modtaget skoleundervisning. Tallene har rystet befolkningen. Nogle forældregrupper og politikere har angrebet lærerne og beskyldt dem for at anvende 'vilkårlige bortvisninger, som berøver eleverne deres fundamentale ret til undervisning'. Tom McKee, repræsentant for lærerforeningen NASUWT, har svaret igen på anklagen og talt lige ud af posen:

'Der er en bølge af anarki, der fejer hen over mange skoler for tiden. Der er børn, som ødelægger undervisningen, og som ofte er til fare for de andre børn. Tallene viser, at skoleelevernes dårlige adfærd er værre end nogensinde før, og at skolernes personale ikke er rustet til at håndtere den type børn og unge'.

Tom McKee påpeger også, at de unge klart udnytter, at 'de kan gøre, hvad de vil, uden at det udløser sanktioner'.

Hvad der sker, når man udløser en sanktion, måtte den 56-årige lærer Marjorie Evans sande, da hun kom i mediernes søgelys, efter at hun mistede besindelsen og stak en tiårig elev en lussing. Dette udløste en bortvisning fra skolen samt en politianmeldelse for vold. Sagen har vakt opsigt, fordi Marjorie Evans er en yderst respekteret og populær lærer. Efter et halvt års usikkerhed har kriminalpolitiet meddelt, at det dropper anklagen mod hende, og skolemyndighederne overvejer nu at genansætte hende.

Myndighederne i Nordirland er klar over, at endnu en generation er ved at blive tabt på gulvet, men er magtesløse, så længe militsgrupperne skrupelløst forfølger deres egne mål. Mange bebrejder lærerne, at de ikke råber op og protesterer.

'Situationen lige nu er meget vanskelig, og vi vil bare have lov til at undervise. Vi giver ingen interview', er et typisk svar fra en skoleleder til en journalist, der spørger til skolens holdning til problemet.

Efterhånden har der bredt sig den opfattelse i befolkningen, at lærerne accepterer, måske endda sympatiserer med, de paramilitære gruppers påvirkning af de unge. Men lærerne er ikke de eneste, som tier. Ingen tør råbe op. I Nordirland er det livsfarligt at rette kritik direkte mod militsgrupperne. Som et medlem af en pacifistisk ungdomsgruppe siger - anonymt - til forsvar for lærerne: 'Det er fuldstændigt nonsens, at lærerne skulle sympatisere med militserne. Men ville du måske protestere, hvis du blev skudt bagefter?'

Lars Bindslev Nielsen er fotograf og journalist