Debat

Anmeldelse af anmeldelser

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 48 er der et par anmeldelser, som efterlader mig med en sær fornemmelse af, at der er 'en skjult dagsorden', som jeg ikke rigtigt kan få fat på og hevet op fra mine intuitioners dybere lag, så selv om det er en uskik at polemisere mod anmeldelser, så sender jeg alligevel et par kommentarer:

Thorkild Thejsen, hvis jugement og formuleringsstil jeg ellers finder sober og på passende kvalitetsniveau, sammenligner i anmeldelsen af en udmærket bog om etniske minoriteter i Danmark antallet af muslimer med antallet af en politisk minoritets (Enhedslistens) stemmetal!

Hvad er sammenhængen? hvad skal Enhedslisten i sammenhængen? Hvilke uudtalte følelser hos Thejsen gør, at netop denne sammenligning løber ham i pennen?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

En anden sær sammenligning drager Steen Brastrup, når han anmelder en bog om 'Krigens Børn', angiveligt '. . . jødebørn, sigøjnerbørn og. . . børn af tyskere'.

'Jødebørn og sigøjnerbørn' var åbenbart ikke tyskere?

Og på en uklar måde sidestilles nazisternes folkemord og krigshandlinger med aktuelle 'billeder af palæstinensere, der afbrænder jødiske flag. . .'.

Der findes faktisk ikke 'jødiske flag', men derimod israelske flag, der repræsenterer dén stat, som palæstinenserne - efter min mening med rette - føler sig krænket af. Og uanset om man deler dette politiske synspunkt, så finder jeg det ude af proportion at sammenligne anden verdenskrigs nazistiske forbrydelser mod menneskeheden med intifadaen i Israel/Palæstina.

Faktisk føler jeg mig som jøde krænket over denne måde at 'aktualisere' anden verdenskrigs rædsler på.

Og jeg mener ikke som Brastrup, at dét rimer med vor forpligtelse som lærere i historisk bevidsthed.

Robert Refby

Glumsø

Svar

Min sammenligning mellem antallet af muslimer i Danmark og Enhedslistens stemmetal er såmænd et skjult citat fra Enhedslistens Søren Søndergaard. Jeg forestiller mig, at han med det blot ville sige: Se blot, hvor ufarligt få de er!

Thorkild Thejsen

redaktør

I 'Krigens Børn' skelnes der mellem børnenes baggrund. Når aktivister brænder staten Israels flag af, chikanerer jøder og øver hærværk mod jødisk ejendom i Vesteuropa, ser jeg det som udtryk for, at de opfatter alle jøder som deres fjender. Jeg har intet imod jøder eller noget udestående med staten Israel, så der er ikke nogen skjult dagsorden.

Steen Brastrup

anmelder

Powered by Labrador CMS