Karen Holm Johansen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Karen Holm Johansen døde den 19. februar 2009. Hun voksede op i Vemmelev og viste tidligt, at hun var god til at undervise, for allerede som 15-årig vikarierede hun indimellem for faren, som var lærer.

På Skårup Seminarium mødte hun Johannes, som hun senere blev gift med. Karen og Johannes begyndte begge på Søholmskolen i Jystrup i 1960, og for Karens vedkommende blev det til 32 gode år, hvor hun nåede at undervise i stort set alle fag, men det var opgaven som skolens bibliotekar, hun var allermest glad for. Karen var en fantastisk fortæller og dygtig til at hjælpe den enkelte elev med at finde en god bog. »Børn får så mange indtryk, men hvis de fra små bliver vænnet til at få læst og fortalt, har de en gave for livet!« fortalte Karen i et interview, da hun stoppede som lærer i 1992.

Karen var en meget aktiv kollega, som gerne tog sig af opgaver som blandt andet at være lærerrådsformand. Hun gav også samtalerne på lærerværelset kulør - hun var engageret i sin tid og var rigtig god til at bringe den store verden ind i vores lille på Søholmskolen.

Det har været en fornøjelse at være kollega med Karen, som også som pensionist fulgte nøje med i, hvad der skete på skolen.

Den tid er nu desværre forbi, og vi fra Søholmskolen siger derfor Karen tak.

Æret være Karens minde.

Personalet på Søholmskolen, Jystrup

Powered by Labrador CMS