Karen Borgnakke leverer med denne bog et særdeles velargumenteret bidrag til kvalificering af uddannelsesdiskursen og uddannelsespraksisserne - i hvert fald som mulighed. Og så er den spændende at læse.

Kritiske analyser af udvalgte diskursbidrag viser den grundlæggende tvivl om de pædagogiske konsekvenser af overdragelsen af ansvaret for de næste generationer og deres integration i det sociale og kulturelle liv til skole- og uddannelsessfæren. Diskursen afspejler således kampen om, hvor der skal læres, og hvad der skal læres. Borgnakke påviser udbredte begrebsforbistringer i diskursen og unuancerede og forenklede fremstillinger af komplicerede forhold. Bogens empiriske forankring i de to udviklingsprojekter Projekt Helhedsskolen, et folkeskoleprojekt, og Projekt Kvalitetsudvikling af Undervisningen, et universitetsprojekt, er afsæt for at fastholde grundlæggende dilemmaer i uddannelsessystemet.

Over for læringsdiskursens tendens til enten-eller - enten undervisning i færdighedsorienteret basisviden eller "lære at lære" i det problemstyrede projektarbejde - sætter Borgnakke teoretisk begrundet og empirisk forankret et både-og. Over for "fokus på læring frem for undervisning" fremhæver hun, at det vigtigste fokus er forholdet mellem undervisning og læring. Over for "mere fag, mindre pædagogik" viser hun, at i en uddannelsessammenhæng er fag "fag i undervisningsbrug" og dermed et pædagogisk anliggende.

Kvalitetsudvikling af uddannelserne er fra folkeskolen over gymnasiet til universitetet et spørgsmål om en meningsfyldt kombination af forskellige undervisningstilrettelæggelser og de rum, de giver for elevernes gøremål - om timing, progression og tydelighed. Observationer af og interview med lærere og studerende danner afsæt for nuancerede og praksisnære analyser af muligheder og grænser i forskellige tilrettelæggelsesformer. I Borgnakkes Dewey-inspirerede fortolkning lærer man af det, man gør, og de måder, man gør det på - og af refleksionen over disse handlinger. Men, som hun også fremhæver, underviseren kan ikke afgøre, hvad der faktisk læres, og hvordan det læres. Uagtet dette: "- skal [vi] faktisk forsøge at svare på spørgsmålet om, hvilke former for læring henholdsvis den ene og den anden undervisningstype og arbejdsform fører til. Men det forstærker sådan set kun dilemmaet: Læreprocessernes høje kompleksitetsgrad og mange lag gør dem utilgængelige i videnskabelig forstand - og uberegnelige i politisk forstand". I bogens kontekst er citatet en kritisk kommentar til Qvortrup. Det er udvalgt af mig også som en kritisk kommentar til de politiske forsøg på "beregnelighed".

Af pladshensyn kun endnu en pointe. Borgnakke argumenterer for, at vi skal skrue tiden mindst 10-15 år tilbage, nemlig til tiden for de store udviklingsprogrammer, for at få øje på, hvad dagens læringsdiskurs og udviklingsbetingelser egentlig handler om i praktisk forstand - jævnfør bogens empiriske fodfæste. Men også for at diskursens blinde pletter over for de progressive dele af uddannelsessystemet fungerer effektivt og forhindrer blikket for, at fremtidens skole er begyndt.

Bogen rummer mange flere relevante analyser og refleksioner end her antydet. Personer og grupper, som bidrager til diskursen, sætter rammerne for og handler i uddannelsessystemet, kan have begrebsskærpende og handlingsinspirerende udbytte af bogen.