Anmeldelse

Det multikulturelle samfund

- og det danske

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bogen omhandler mødet med henholdsvis orientalsk-muslimske og dansk-kristne værdier. Den giver et overblik over fronterne i debatten om det flerkulturelle samfund og lægger ud med en introduktion om kultur som metodisk fundament til at arbejde med temaer som omskæring og tørklæder.

Derefter følger en idéhistorisk perspektivering til oplysningstiden. Samtidig placeres begreber som tolerance, sekularisering, relativisme og religionsfrihed i deres historiske og filosofiske sammenhæng.

Man får en grundig og spændende indføring i de forskellige værdier med mange relevante citater, der fremmer forståelsen. Blandt andet omtales mordet på den hollandske filmskaber Theo van Gogh som et væsentligt indslag i kapitlet "Muslimer i Europa og det sekulære demokrati".

Bogen indeholder også en god og anvendelig analysemodel til de tekster, som resten af bogen består af. Arbejdet med det righoldige udvalg af tekster er med til at fremme indsigten i og forståelsen af de respektive værdier og problemstillinger. Det er rigtig godt, at der er sat linjenumre på alle tekster.

Der er tale om en undervisningsbog til gymnasiet og hf, men den kan fint bruges af historie- og samfundsfagslæreren i folkeskolen som en god og grundig del af forberedelsen til et emne om det multikulturelle samfund.