Debat

Et valg med perspektiver

Brug din stemme ved hovedstyrelsesvalget

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dette nummer af Folkeskolen indeholder valgoplæg fra kandidaterne til hovedstyrelsesvalget. De giver deres bud på en række aktuelle foreningspolitiske emner.

Indlæggene vil afspejle, at der er store udfordringer foran os. Danmarks Lærerforening skal være i front med at sætte den politiske dagsorden for fremtidens folkeskole. Vi skal fastholde målet om en arbejdstidsaftale, der giver lærerne ansvar og frihed til en kvalificeret varetagelse af undervisningsopgaven.

Lønsystemet skal ændres, så det passer til lærerarbejdet. Læreruddannelsen står foran revision. Arbejdsmiljøet skal forbedres, og presset på den kommunale økonomi gør det vanskeligt at fastholde sammenhængen mellem mål og midler i det daglige arbejde i skolen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Der er masser af konkrete udfordringer for en ny hovedstyrelse, men valget er udtryk for både fornyelse og kontinuitet. Med denne hovedstyrelsesperiode afsluttes arbejdet med udviklingsprojektet, der i høj grad har lagt vægt på, at udvikling af foreningen skal ske som en løbende proces. Det er en væsentlig opgave for den nye hovedstyrelse at fortsætte og konkretisere dette arbejde.

Hovedstyrelsen har efter indstilling fra Udviklingsudvalget besluttet en række anbefalinger til den nyvalgte hovedstyrelse, som handler om, hvordan processen videreføres, så vi kan fastholde en fælles fagforening, der har visionære og fremadrettede bud på de mange udfordringer.

Skal DLF stå som en stærk og troværdig fagforening over for både medlemmerne og omverdenen, kræver det en tydelig og aktiv for­eningspolitik. Det er ikke nok blot at forholde sig til her og nu-problemer. Foreningen skal være på forkant med udviklingen og fastlægge foreningspolitikker, som matcher fremtidens udfordringer både de nationale og de internationale. Foreningen skal deltage i den offentlige debat på en måde, så vi er med til at sætte dagsordenen for centrale skole- og samfundspolitiske forhold. Vi skal give medlemmerne den bedst mulige opbakning til at kunne udvikle lærerarbejdet, og den nye hovedstyrelse skal sikre, at foreningens politik udvikles på basis af dialog med medlemmerne.

Foreningen er godt i gang med denne proces. Arbejdet med professionsidealet, medlemsdebatten om udvikling af arbejdstidsaftalerne, nyt principprogram og udvikling af både den interne og eksterne kommunikation er eksempler på dette.

Men vi skal videre ad den vej. Derfor: Brug din stemme. For DLF har brug for en hovedstyrelse, der med udgangspunkt i medlemmernes opbakning vil bidrage med konstruktive, kreative og fremadrettede idéer til udvikling af foreningen og af en politik, der har den fornødne gennemslagskraft.

Stig Andersen er næstformand for Danmarks Lærerforening