Politisk korrekte flinkeskoleformuleringer flytter for lidt i den offentlighed, hvor kampen om lærernes løn- og arbejdsvilkår til syvende og sidst skal vindes. Derfor skal DLF være modigere, når der skal gribes om nælderne. Frækkere, når der skal sættes ord på problemerne. Hurtigere til at opfange de signaler, der udgår fra lærerne på gulvet.

Når arbejdsgiverne i årevis således tæppebomber lærerstanden med urigtige påstande om faldende rummelighed i klasserne og eksploderende vækst i specialundervisningen, skal DLF ikke stikke halen mellem benene, men sætte tingene på plads. Når underviserne melder om massive problemer med urolige elever, skal DLF ikke sætte spørgsmålstegn ved lærernes kompetencer, men beskytte sine medlemmer mod overgreb. Når krav om styrket faglighed vælter ind over skolen, skal DLF ikke forsvare uholdbare positioner, men bruge kravet offensivt i kampen for standens professionalisering.

DLF skal ikke manøvrere ud fra forestillinger om kortsigtede gevinster på enkeltområder, men ud fra langsigtede helhedsvurderinger. Hvad skal vi med lønforbedringer, der smadrer vores psykiske arbejdsmiljø? Ambitiøs skoleudvikling, vi ikke føler ejerskab til? Sikringer af arbejdstiden, der spolerer arbejdsglæden? Vi skal lære at spørge: Hvad gør dette ved hele mit liv som lærer? Hvilke følger har det for hele standen i et 5-10-20-årigt perspektiv?

Kampen om det psykiske arbejdsmiljø bliver omdrejningspunktet de næste fire år. I det lys må hovedstyrelsen tage stilling til alle spørgsmål, den får på bordet. Lærernes krav står stærkest, hvis de er tydeligt forankret i samfundets fælles ønske om den bedste skole. Ingen, end ikke arbejdsgiverne, kan være tjent med en skole, der behandler lærerne som udskiftelige reservedele.