Debat

Vil ikke ud af DLF

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I skolelederklubben i Greve behandlede vi på vores møde mandag den 10. november 1997 udfaldet af kongressens beslutning om skoleledernes fremtidige organisering i DLF samt den efterfølgende reaktion fra Danmarks Skolelederforening.

I den sammenhæng finder vi det nødvendigt at udtrykke vores afstandtagen over for Hans Martin Jepsens udtalelse til pressen om, at kongressens beslutning kan føre til etablering af det, han ikke ville gå af vejen for at kalde en gul fagforening for folkeskolens ledere.

Vi har den opfattelse, at beslutningen på kongressen indfrier de krav, som lederne har stillet til DLF.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi ser ingen problemer i fortsat at indbetale vores kontingent til kredsen og har svært ved at forstå, hvorfor det spørgsmål blev afgørende for skolelederfraktionens afvisning af det fremlagte forslag. Vi konstaterer også, at der er tale om en ordning, som skal evalueres om tre år. På den baggrund mener vi, at der er al mulig grund til at hilse beslutningen velkommen. Den kan være med til at få etableret det nødvendige samarbejde mellem skoleledere og kredse de steder, hvor det ikke allerede er tilfældet.

Et godt lokalt samarbejde er efter vores opfattelse og erfaring en nødvendig forudsætning for at få et velfungerende og udviklingsorienteret skolemiljø.

Skolelederklubben i Greve ønsker ikke at gøre sig fri af lokalkredsen og vil derfor ikke følge en eventuel opfordring fra Skolelederforeningen om at melde os ud af DLF.

Vi vil tværtimod opfordre Skolelederforeningen til at besinde sig og samle kræfterne om at gå konstruktivt ind i forsøgsordningen.

På vegne af skolelederklubben i Greve, Kreds 43 A.

Inge-Lise Hvid

Greve