Debat

En katastrofe

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undertegnede er leder af 10.-klasse-centeret i Brøndby. Vi har eksisteret i otte år og har hvert år haft omkring 200 elever.

Der er mange væsentlige indsatsområder på skolen, men et af de allervigtigste områder hos os er vejledningen. Vi blev etableret i en periode, hvor frafaldet på ungdomsuddannelserne var meget stort. Så et af de væsentligste mål for os var at mindske frafaldet. Skolens vejleder har 900 timer til vejledningen af de unge. De unge medbringer en i øvrigt bedre og bedre fungerende uddannelsesplan, og den danner sammen med vores egne målsætningsskemaer udfyldt her på skolen grundlag for det arbejde, vejlederen sætter i gang.

I begyndelsen af året kommer samtlige elever til en samtale, hvor udgangspunktet er de to ovennævnte papirer. Herefter er der løbende samtaler mellem de unge og vejlederen. Samtidig med disse samtaler organiserer vejlederen sammen med de unge flere forskellige brobygningsforløb. I den periode er der ofte også samtaler med forældre om de unges uddannelsesønsker. Altså alt i alt er den første halvdel af året fyldt med samtaler vejlederen og de unge imellem.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vejlederens dør er altid åben, og det er min oplevelse, at de 'får et meget tillidsfuldt og trygt forhold'.

Efter jul er skolens vejleder med til forældrekonsultationer for alle 200 elever. Hun er den professionelle, som kender den unges uddannelsesplaner og ønsker, og kan i den forbindelse også svare forældre på spørgsmål og så videre.

I marts står vejlederen så for tilmelding til ungdomsuddannelserne og følger derefter op, hvis der skulle dukke problemer eller spørgsmål op.

10.-klasse-skolen har igennem årene haft et meget tæt samarbejde med stort set samtlige ungdomsuddannelser og gymnasier i området. Denne kontakt står vejlederen og lederen for, så vejlederens indsigt i disse områder er meget stor. Hun har opnået en viden og fået skabt kontakter, som i den sidste ende virkelig kommer de unge til gode.

Vi ved alle, at unge på 16 er meget følsomme og letpåvirkelige. De har brug for tryghed over for og kendskab til den person, som skal vejlede dem. Hvis regeringens forslag til vejledning vedtages, og vejledningen fremover skal varetages af vejledere, som fysisk arbejder på et center, og som på ingen måde har den fornødne kontakt til de unge, så går det da helt galt. Et 10.-klasse-center har jo netop professionelle vejledere, som er i stand til at give en alsidig vejledning, som har den fornødne tid til vejledning og som vigtigst af alt har de unges tillid. For vores skole, og det må gælde alle, er det nye forslag, som jeg ser det, totalt ødelæggende. For forældre og deres børn er det en ren katastrofe - vejledningen styrkes ikke, den ødelægges. Vi må bede om, at man endnu en gang overvejer forslaget. Styrk den vejledning, som arbejder i tæt kontakt med de unge - så opnås de bedste resultater.

Niels Lysholt Hansen

skoleleder på 10.-klasse-skolen i Brøndby

Powered by Labrador CMS