Rasmus Klumpfylder 50

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Konge, kaptajn, dykker, skattejæger, pandekagespiser...

Rasmus Klump har prøvet en hel del i sin karriere. Lærer har han dog aldrig været, men skoleelev - sågar en fræk én.

På lørdag fylder Rasmus Klump 50 år. Den første stribe med den lille skikkelige og opfindsomme bjørn blev bragt i Berlingske Aftenavis 17. november 1951. Klump fandt et skibsrat, hvorefter han og vennerne resolut byggede det gode skib Mary, der siden har bragt dem på mange eventyr.

I begyndelsen vakte Rasmus Klump ikke den store opmærksomhed, men efter udgivelsen af det første album i 1952 gik serien sin sejrsgang over det meste af verden og blev den største danske tegneseriesucces for børn nogensinde.

Og så skulle Klump slet ikke have været en bjørn. Vilhelm Hansen havde tegnet ham som en buttet skildpadde, men forlæggeren ville have en bjørn. På vej hjem fra forlaget cyklede den skuffede tegner forbi Toms Chokolade, hvor han kørte ind og viste sine tegninger til fabrikanten. Og så opstod ideen til Toms kæmpeskildpadde, som danskerne har spist millioner af siden.

Mens Vilhelm Hansen tegnede, skrev hans kone Carla historierne. Trods seriens succes er ægteparret aldrig blevet anerkendt for deres livsværk af det officielle Danmark, men fra den 16. januar kan enken Carla Hansen opleve Rasmus Klump, Skæg, Pelle, Pingo og Pilskadden - en skildpadde fik de sneget med - stå til søs på 40 millioner frimærker til fire kroner stykket.