Anders Pilgaard gør sig parat til dagens møder. Papirerne til de forskellige sager lægges i en sirlig bunke med administrationens sagsbeskrivelse og fagudvalgenes indstillinger øverst. Pludselig kommer han til at smile ved udsigten til at skulle sætte sig i amtsborgmesterstolen og ringe med klokken. Den handling har han altid holdt meget af.

Men som amtsborgmester er det ham, der får skideballen, hvis der opstår problemer, og om ikke andre så vil hans partifæller i Socialistisk Folkeparti protestere, hvis ikke de rigtige beslutninger bliver truffet. Gruppesammenhold rækker ikke langt i et valgår, og pressen er heller ikke sådan at bide skeer med, hvis der går noget galt.

Den største hurdle bliver at undgå en budgetoverskridelse. Det vil se dårligt ud med et betydeligt overforbrug 14 dage før valget. Det kunne nemt efterlade et indtryk af, at politikerne er ligeglade med vælgernes penge. En grim tanke.

Forud for økonomiudvalgets møde har fagudvalgene behandlet de fem sager, der er på dagsordenen, og deres indstillinger giver grund til optimisme, synes Anders Pilgaard. Teknik- og miljøudvalget har nemlig vendt tommelfingeren nedad til forvaltningens forslag om en cykelsti ved Lemvig.

Det giver en besparelse på tre millioner kroner. Af en eller anden grund går uddannelses- og kulturudvalget imod, at der arrangeres indvandrerundervisning i Hvide Sande, så man undgår en ekstraudgift på 40.000 kroner årligt. Lidt har også ret.

Med de indstillinger i hånden skulle det være muligt at fåøkonomi og udvalgsønsker til at hænge sammen. Anders Pilgaards sammentælling viser nemlig, at der er ønsker for ti millioner kroner, og det er lige præcist, hvad der er tilbage på de forskellige konti.

Alligevel opstår der knas. Da økonomiudvalget samles, har Fremskridtspartiets repræsentant Jacob Kromann svært ved at lade sig overbevise om, at der er penge nok til at dække alle udgifter.

Han regner og regner, og amtsborgmesteren må flere gange aktivere alle sine pædagogiske evner og tålmodigt forklare, hvordan tingene hænger sammen. Man kan sige meget om den yderste højrefløj, men fleksibel er den ikke. Heldigvis er Venstres Maiken Madsen meget mere imødekommende, og lidt efter lidt bliver indstillingerne enstemmigt vedtaget.

Så mangler kun amtsrådets møde.

Amtsborgmesteren ringer med klokken og indleder mødet. Han slår fast, at der ikke er lagt op til budgetoverskridelser, for ligesom at slå den gode tone an, og så begynder han at fremlægge den første sag med lav stemmeføring. Jo mindre højrøstet en sag fremlægges, jo større chance er der for, at ingen ønsker ordet.

Det drejer sig om en ekstrabevilling til Holstebro Centralsygehus, der ønsker at behandle sklerosepatienter med Beta-interferon. De to millioner kroner bevilges uden en eneste indvending.

På samme måde går det med pengene til en rundkørsel i Hemmet mellem Nørre Nebel og Tarm, en cykelbane ved Herning og en cykelsti ved Struer. Tingene går, som de skal, og Anders Pilgaard begynder at slappe af.

Så sker det. Mens amtsrådet summer om en sag om forurening fra affaldsdepoter, glider amtsborgmesterens blik en sidste gang ned over tallene. Pludselig sætter adrenalinpumperne i gang på fuldt tryk.

Sammentællingen passer ikke! Man har netop vedtaget en overskridelse af budgettet på 700.000 kroner. Fremskridtspartiets mand havde ret i, at økonomien ikke hænger sammen.

Mens den sidste sag behandles, beslutter amtsborgmesteren at gå til bekendelse. Med en lettere dirrende stemme siger han, at han netop har opdaget en fejl i de fremlagte tal. Der kommer til at mangle 700.000 kroner i forhold til budgettet.

Samtidig kigger han indtrængende på amtskommunaldirektør Knud Kristensen. Hjælpen må komme derfra, siger blikket, og sådan kommer det til at gå. Den erfarne medarbejder oplyser med tør og saglig stemme, at en så beskeden overskridelse nemt vil kunne dækkes ind andre steder på budgettet, og da ingen i salen protesterer, kan amtsborgmesteren ringe med klokken for anden gang. Mødet er hævet.

9.a på Bøvling Skole i Nordvestjylland har netop gennemført sidste del af et nyt demokratispil, som informationskontorerne i Ribe, Ringkøbing, Sønderjyllands, Vejle og Vestsjællands Amter har sendt ud.

'Et spil om lokalområdet' er udviklet af tre fynske lærere, og det har været prøvekørt med succes på Fyn. I alt 35.000 unge i folkeskolen og ungdomsuddannelserne får mulighed for at spille med i tiden op til og efter kommunevalget 18. november. På den måde håber amterne at gøre de mange førstegangsvælgere og de kommende vælgere opmærksomme på, hvad der foregår i det regionale demokrati.

De unge skal på egen krop mærke, hvordan beslutningsprocessen er i et amtsråd. Deltagerne får mulighed for at afprøve deres evner i at samarbejde, planlægge, delegere, forhandle, beslutte og få et budget til at hænge sammen. Samtidig får de unge mere viden om amterne, så de bliver klar over, hvilke områder amterne beskæftiger sig med.

Sådan lyder hensigtserklæringen fra informationskontorerne, og ifølge 9.a's lærer i samfundsfag, Knud Kristensen, svarer det nogenlunde til virkeligheden.

- Mange oplysninger er ret komplicerede, og 9. klasse er absolut det yngste trin, man kan spille spillet på. Men når det er sagt, så synes jeg, at det fungerer godt.

Vi har spillet det over to omgange. Første gang spillede vi fire timer, og bagefter var det mit klare indtryk, at eleverne havde været meget optaget af det. Jeg ved ikke, om de har fået egentlig indsigt i, hvad der foregår i et amt, men det er en god måde at formidle viden om samfundet, og måske får de lyst til at sætte sig mere ind i, hvad valget drejer sig om, siger Knud Kristensen.

Titlen som amtsborgmester passede Anders Pilgaard godt:

- Amtet betyder ikke så meget for mig, fordi jeg går i skole, og jeg interesserer mig egentlig ikke for politik. Men det var skægt at prøve at få fat i den øverste post, og jeg synes, at jeg har lært en del om, hvad amterne er for noget.

- På en række områder bestemmer de over kommunerne, og de leder sygehuse og bygger rundkørsler. Det er ikke udelukket, at jeg en dag vil interessere mig mere for, hvad der foregår i politik. Hvis man en dag bliver indlagt på et sygehus, så er det jo vigtigt, hvem der har ansvaret for det.

Lars Christensen var amtsborgmesterens tro væbner og sparringspartner i det politiske arbejde. Samarbejdet mellem de to var måske det bedst fungerende i klassen, selvom Lars heller ikke er særlig interesseret i politik.

- Spillet er en sjov måde at lære noget, der er kedeligt. Vi har haft lidt om lovgivning tidligere. Om de mest fremtrædende paragraffer i grundloven.

- Og vi har også været inde på de forskellige partier og på, hvordan de indgår aftaler. Det har vi fået mere at vide om nu. Jeg var medlem af grøn gruppe, der viste sig at ligne Socialistisk Folkeparti mest, men det betød ikke så meget, selvom jeg godt ved, at det parti har nogle sager, som de går meget op i.

Spillet gik blandt andet ud på at slå med en terning og flytte rundt med to brikker. Den ene markerede de emner, man skulle beskæftige sig med. Den anden flyttede opmærksomheden rundt i amtet, hvor den udløste spørgsmål, der testede elevernes paratviden.

Den del var Maiken Madsen - medlem af blå gruppe med holdninger som Venstre - mest tilfreds med.

Det er et godt spil, men jeg føler ikke, jeg har fået greb om, hvad politik går ud på. Jeg interesserer mig overhovedet ikke for det, og jeg tror ikke, jeg vil bruge min stemmeret til den tid. En dag gør jeg det nok, og så bliver jeg nødt til at finde ud af, hvad det går ud på. Det, jeg har lært, er noget om, hvordan Ringkøbing Amt ser ud. Hvor mange der bor i hvilke byer, og hvordan de forskellige områder er placeret i forhold til hinanden.

Jacob Kromann var ikke glad for at være med i gul gruppe, der i holdninger ligner Fremskridtspartiet eller Dansk Folkeparti.

- Vi var kun tre, mens de andre var fire eller fem. Det betød, at vi ikke fik et ben til jorden, da posterne skulle fordeles. Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti fandt lynhurtigt ud af, at de havde flertallet, og det var kun, fordi de ville være flinke ved os, at vi fik formandsposten i sundhedsudvalget. Når en sag blev behandlet, var det det samme. Vi kunne tale lige så meget, vi ville. Det var de andre, der bestemte. Vi kunne måske have været lidt mere taktiske, men det tænkte vi ikke på. Nu ved jeg noget om, hvordan det er at være i mindretal.

Jan Kaare er freelancejournalist