Anmeldelse

BrainBox - Science 118

Elektronisk byggesæt med elevopgavehæfte og lærervejledning

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med et nyt undervisningsmateriale kan "BrainBox" med rette kaldes et læringsmiddel. To erfarne fysiklærere har udarbejdet et forløb, som ikke blot er samleanvisninger, men hvor eleverne stilles både teoriopgaver og eksperimentelle opgaver. Målet med at beskæftige sig med "BrainBox" er drejet fra at være fremstilling af apparater til at være forståelse af el-lærens grundprincipper.

"BrainBox" er et byggesæt til elektroniske kredsløb, hvor alle komponenter inklusive ledninger er fastgjort til plastikplader eller -skinner, som kan hæftes til hinanden ved hjælp af tryklåse. Måske er det ikke så elegant, men det er snildt og effektivt. Sættene findes i udgaver med varierende antal komponenter og kompleksitet til forskellige aldersgrupper. Det aktuelle sæt (118) består af 35 dele, hvormed der kan sammensættes utallige kredsløb, hvoraf 118 er beskrevet i brugsanvisningen. En propel, der for eksempel kan bruges til fremstilling af en ventilator, er det specielle ved dette sæt. Det passer til elever fra 4. klasse.Undervisningsmaterialet består af en elevbog og en lærervejledning. Gennem ni forsøg arbejder eleverne for eksempel med åbne og lukkede kredse, diodens funktion og fri eksperimenteren med en IC-kreds, som genererer forskellige lyde.Lærervejledningen er grundig med beskrivelsen af undervisningens mål og de risici, der kan være. Der gives faglig vejledning og gode råd til alle forsøgene.