Debat

Læseløftet og LET-tal
Glostrup Kommune gennemfører et fireårigt udviklingsprojekt, som vi har kaldt Læseløftet. Projektet er inspireret af Marie Clays 'Reading Recovery'. Det startede i august 1999 på en af kommunens skoler, men dækker nu alle skolerne.
I forbindelse med Læseløftet har vi i Glostrup også udviklet et LET-tal (LæseEgnethedsTal), der kan bruges til at fortælle noget om bøgernes sværhedsgrad. Det er kun anvendeligt i forhold til de letteste bøger. Fra midten af anden klasse vil lix-tallet være et bedre egnet redskab.
Men et er tal - noget andet er sprog, begreber, illustrationer og ikke mindst samspillet mellem læser og tekst: nogle bøger er lettere for eleverne, end tallet viser, andre er sværere. Der er derfor åbnet en konference på SkoleKom, hvor LET-tallet diskuteres, og hvor bøgerne med tiden flyttes op eller ned ad listen efter de erfaringer, der indhentes i undervisningen. Konferencen findes på: www.skolekom/På tværs/specialundervisning/
LET-tallet. LET-tals-listen med 718 titler samt vejledning til, hvordan man letter bøgerne, findes samme sted. Konferencen er åben for alle!
Første midtvejsrapport af Læseløftet er evalueret i 'Specialundervisningen til forskel', som er tilgængelig på Glostrup Kommunes hjemmeside: www.glostrup.dk
Næste midtvejsrapport vil være tilgængelig samme sted fra juni 2003. Det samlede projekt evalueres i foråret 2004.
Både LET-tals-liste og rapport er således frit tilgængelig og kan forhåbentlig bruges som inspiration for andre: almindelig etik med hensyn til kildeangivelse forventes selvfølgelig overholdt.
Lis Pøhler
specialundervisningskonsulent, Glostrup