Preben Dewald

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var en chokerende besked, vi fik kort efter skoleårets start.

Preben var efter en veloverstået ferie og en god skolestart blevet indlagt alvorligt syg. Kræfterne svandt hurtigt, og torsdag den 19. oktober døde Preben, 56 år.

Preben blev i 1968 ansat på Klostergades Skole. I 1978, da skolen blev nedlagt, kom han første gang til Skibet Skole.

Vi lærte Preben at kende som en spændende person og en særdeles dygtig lærer, der især arbejdede med fagene dansk, matematik, billedkunst og musik.

Som det begavede menneske Preben var, blev alle områder varetaget med stor faglighed, pædagogisk indsigt og kreativitet, hvilket bevirkede, at han sammen med eleverne opnåede fornemme resultater.

Et område, der havde hans særlige interesse, var skolebiblioteket. Han blev lektør ved Indbindingscentralen og skrev bogen 'Vejle Bys Historie i korte træk'.

Som skolebibliotekar opnåede Preben en viden og et kendskab til børnelitteratur, som gjorde ham kendt ud over skolens rammer. En viden, der i 1987 bragte ham til Lego som produktchef i den afdeling, som skulle producere børnebøger.

I årene på Lego kom han jævnligt forbi Skibet Skole for at fornemme sin gamle arbejdsplads.

Da den store omstrukturering i 1999 blev iværksat på Lego, valgte Preben at sige fra, og vi var så heldige at få ham ansat igen. Preben startede en 1.-klasse, hvori der var børn af nogle af hans tidligere elever.

Vi vidste, at det var en pædagogisk appelsin, der faldt i vor turban, men det blev desværre ikke noget langt forløb, Preben fik hos os her til sidst, men vi oplevede igen, hvordan hans store viden og pædagogiske evner kom til udfoldelse.

Efter en god sommerferie i den frie norske natur brød sygdommen ud, og Preben måtte give op.

Vi har mistet en afholdt og dygtig lærer, en spændende kollega - beriget med så mange talenter.

Vi sørger, men vi mindes, alt hvad han gav skolen, alt hvad han gav os.

Vi vil savne samværet med Preben på Skibet Skole.

På Skibet Skoles vegne

Eric Udesen Andersen