Det er snart på tide, vi bliver klar over, hvilken rolle vi ønsker at spille i skolens interne og dermed kommunens magthierarki - i praksis.

Det hedengangne Lærerråd havde ikke meget at skulle have sagt formelt, men dog en magtfaktor, der var svær at komme uden om - med bukserne oppe!

Afløseren Pædagogisk Råd er ingen magtfaktor, men snarere et smalltalk- og høringsforum, hvor ledelsen efterfølgende kan takke for god mødedisciplin og ellers træffe de 'nødvendige' beslutninger uden at tage det mindste hensyn til lærerne.

Vi har pligt til at deltage i møderne. Javel! Men ingen kan tvinge os til ret meget mere end den bibelske ja, ja- og nej, nej-tale! Hvem siger, vi skal være bande for beslutningstagernes idecauseri? For ønsker vi at profilere os som magtfaktor, går den ikke som nu! Medmindre vi ønsker at være til grin.

Det er ufatteligt, at vi ikke anvender bare lidt af den magt, vi som storgruppe og ekspertiseindehavere er i besiddelse af. I sammenligning er Haarders stærke leder med hår på brystet - og det andet - ikke ret meget. Nærmest meget lidt. Heller ikke med støttepædagogik af et 'føjeligt' samarbejdsudvalg, der kan se en sag fra flere sider, end der er verdenshjørner!

Derfor skal vi spille tutti og ikke sordin!

Hvorfor er vi per definition så forstående over for uspiselige initiativer? Hvorfor påtager vi os gang på gang det moralske ansvar? Hvorfor anstrenger vi os for at forsvare beslutninger, vi ikke har den mindste andel i? Hvorfor er vi så floromvundne? Hvorfor siger vi ikke nej, så det kan høres? Hvorfor skrotter vi ikke gummistemplet? Nu!

Hvis vi ikke samarbejder, bliver vi sat uden for indflydelse. Et ofte gentaget argument for vor appeasementholdning. Hvilken indflydelse? Farven på det reb, vi skal hænges i?

At sidde med til bords er ikke det samme som at spise med.

Vi vil ikke være tørmundede afholdstanter, når de andre skåler, og så efterfølgende plages af tømmermænd - de andres, forstås!

Vi vil ikke være fødselshjælpere, når umulige tiltag skal listes igennem. Vi vil ikke løfte andres byrder.

Fri os dog fra denne selvvalgte rolle som 'nyttige' rådgivere. Vil vi overleve med æren i behold, skal der etableres faglige klubber med nul adgang for ledelsen. Hvor der kan formuleres nyttige strategier - hvor frygtsomme kolleger kan indgydes mod - hvor rygklapperne bankes på plads!

At føre 'ukritisk' dialog som nu duer ikke. Skal der samarbejdes konstruktivt, må kravet være absolut synlige fingeraftryk!

Niels Christian Christensen

Bagterpskolen, Hjørring