De kan godt regne i Dansk Arbejdsgiverforening (DA). De kan sikkert også regne den ud. Men organisationens analyse af forholdet mellem elevers karaktergennemsnit og kommunale skoleudgifter ville ikke få en ret høj karakter, hvis den blev afleveret som eksamensopgave om statistik.

»Dyre folkeskoler er ikke bedst«, lyder overskriften på forsiden af DAs nyhedsbrev. Man konkluderer, at høje skoleudgifter »på ingen måde« giver garanti for gode elevresultater.

Jamen, det er der da forhåbentlig heller ikke nogen, der mener, at der er? Så kunne man lige så godt påstå, at en Opel Zafira, som købes i Ishøj for 300.000 kroner, er dobbelt så god som den, man kan købe til den halve pris i Bochum i Tyskland. Vilkår og betingelser er jo så forskellige, så prisen beviser ikke noget. Og det er endnu mere kompliceret med skoler end med biler fra et samlebånd. Ikke alene er børnene og deres familiebaggrund forskellige. Det gælder også undervisningen. Og det lokale udgifts-niveau. Håndværkere, der skal vedligeholde skolen, koster for eksempel ikke det samme i Thyholm som på Frederiksberg. Arbejdsgiverforeningens analytikere mener nok heller ikke, at forskellige priser for skolerengøring har den store indflydelse på elevernes karaktergennemsnit. Men de glemmer at tage højde for det.

Og den helt store brøler i deres statistikøvelse er, at de forsimpler komplicerede sammenhænge om tosprogede elever. De har korrigeret karaktergennemsnittene for andelen af tosprogede. Men udgiften per elev er ikke korrigeret, og så tilter tallene, så Ishøj, Høje-Taastrup og andre kommuner, der satser stort på ekstra støtte til tosprogede elever, fremstår som særligt dyre. Og vupti, så kan DA bevise

Nej, det er netop, hvad man ikke kan. Derfor når DA også kun frem til en sølle ikke-sammenhæng: »Dyre folkeskoler er ikke bedst«.

Hvis man vil undersøge, hvad der kendetegner skolers kvalitet, skal man se på helt andre sammenhænge. Det ville være interessant og relevant at undersøge, hvilke faktorer der giver positiv effekt: Hvad sker der for eksempel med læseresultaterne, hvis lærerne kommer på efteruddannelse? Hvordan klarer eleverne sig i naturfagene, hvis en kommune ansætter en resurselærer på hver skole, der kan støtte og inspirere lærere og elever? Eller hvad sker der, hvis hjemmearbejdet afskaffes, og lektiehjælpen kvalificeres og sættes i system på skolen? Og resultaterne skal måles i andet end karaktergennemsnit og økonomi. Der skal ses på både hvordan og hvorfor: Hvordan ændres undervisningen og elevernes læring? Og hvorfor bliver resultaterne bedre eller ringere?

Den slags evalueringer kan være med til at løfte kvaliteten. Det er sammenhængen mellem forskellige faktorer og effekten på elevernes læring, der er interessant. Bagefter kan man så også se på, hvordan vi får mest kvalitet for pengene. Det bliver man ikke klogere på ved at studere tilfældige talsammenfald i en statistik. Det kræver solide, langsigtede effektundersøgelser, og dem foretages der ikke mange af. Hverken i Thyholm eller Ishøj.

-th