7,9 millioner kroner til naturfag

Lundbeckfonden støtter undervisning og efteruddannelse i Kalundborg-området

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skal antidepressiv medicin betale for skolens fysikudstyr?

Det spørgsmål har været diskussionsemne på gymnasiets og folkeskolernes lærerværelser, efter at Lundbeckfonden har smidt 7,9 millioner kroner ind i Science Team K-projektet, der omfatter Kalundborg-egnen. Science Team K-projektet ledes af Dansk Naturvidenskabsformidling, og formålet er at udvikle nye undervisningsformer, efteruddanne lærere, opbygge netværk mellem skoler og erhvervsliv i området og give økonomisk støtte til nye undervisningsmidler. Projektet er startet her i efteråret og er planlagt at vare til 2006.

»Science Team K er Lundbeckfondens ide. Fonden deler penge ud til grundforskning og har haft svært ved at finde egnede ideer, derfor besluttede man at give ti millioner kroner i alt til uddannelse. Omkring to millioner kroner går til to science-gymnasier og resten til os«, fortæller Lisbeth Randers, der er lokal projektleder og lærer på Kalundborg Gymnasium.

»Man ønsker en koncentreret indsats lokalt, hvor der indgår store og små skoler og både by og land«.

Science Team K omfatter Kalundborg, Gørlev, Bjergsted, Hvidebæk og Tornved Kommuner.

Lundbeckfonden har betinget sig, at projektet bliver evalueret, og Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) har den opgave.

Ildsjæle uddannes

»Der var politisk skepsis, da ideen blev fremlagt, og der har da været mange diskussioner på lærerværelserne. Bare tanken om at have private sponsorer inde på skoleområdet var svær. Men det eneste, Lundbeckfonden kræver, er målbarheden. Man vil se, om sådan et projekt kan flytte noget eller ej«, siger Lisbeth Randers. Hun fortæller, at Kalundborg Gymnasium for nylig holdt åbent hus, og at mange folkeskolelærere besøgte gymnasiet den dag. Nogle med deres klasser og andre alene. Det ville næppe være sket tidligere. »Projektet bæres af ildsjæle i starten, men det uddanner også nye ildsjæle. Det kan vi allerede se for eksempel på Kirke-Helsinge Skole«.

Lærerne mødes jævnligt og kan skrive sammen på nettet.

Hele projektet begyndte med et arrangement på Dragsholm Slot. Her havde lærerne lejlighed til at tale sammen, og de hørte et par foredrag.

»En professor holdt oplæg om biofysik på et fagligt meget højt niveau. Det skræmte vist mange folkeskolelærere, men vi har et kursus snart om biofysik, og det er da næsten blevet fyldt op. Jeg tror, flere kommer for at få gode ideer til den kommende afgangsprøve. Og vores debatforum om Naturvidenskabsfestivalen har været utrolig godt besøgt. Her har mange udvekslet ideer«, siger Lisbeth Randers. Et samarbejde på tværs af skolerne i området og mellem skoler og gymnasium har ikke eksisteret tidligere på dette niveau. På gymnasiet regnede man for eksempel tidligere med at skulle begynde helt forfra på undervisningen i de naturvidenskabelige fag, når eleverne begyndte i 1.g. Men nu håber man at kunne bygge videre på elevernes færdigheder, fordi lærerne har haft mulighed for at samarbejde og inspirere hinanden undervejs.

Læs mere på www.scienceteam.dk