Er man gammel nok, risikerer man, at skuespilleren Gotha Andersens udødelige lærerreplik fra 70ernes børne-tv, »Og hvad kan vi så lære af det, børn?«, ustandseligt dukker op i erindringen. Den figur var vist forløber for Niels Hausgaards senere lige så herlige evige skolelærer.

Replikken, som var tv-lærerens omkvæd i hver eneste udsendelse gennem en længere årrække, har selvfølgelig afspejlet den tids oprør mod læreres til alle tider lovlig store pegefingre og har muligvis i sig selv medvirket til, at flere generationer af danskere har fået røde knopper, hvis nogen for tydeligt har villet forklare, hvad de skulle lære. Og måske har det fået ganske mange af os, der selv var eller blev lærere og dermed ledere, til at blive endog meget forsigtige med alt for tydeligt at pege på, hvad det præcis var, vores elever skulle nå. Og hvem véd, måske har den også gjort stort indtryk både i Undervisningsministeriet og på kommunekontorerne.

I hvert fald kan vi her mange år efter konstatere, at det ikke er ledelsesverdenens bud nummer ét, tydelig ledelse, der er løbet af med sejren i undervisningsverdenen.

Danmarks Evalueringsinstitut, Eva, har således i hver eneste evaluering af kommuner, institutioner og uddannelser kunnet konstatere, at mangel på tydelige mål, mangel på tydelig ledelse og mangel på systematisk vidensspredning nærmest er en slags dansk varemærke.

På folkeskoleområdet blev det allerede fremhævet i den første såkaldte systemevaluering af to kommuners skolevæsener, at der mangler klare politiske mål og sammenhænge. Endnu tydeligere stod det i rapporten om børnehaveklasserne. Det samme stod i evalueringen af faget pædagogik på seminarierne, og nu står det igen med store bogstaver i den ellers på mange måder positive evaluering af læreruddannelsen. Engelsk i grundskolen er bestemt heller ikke gået fri, og evalueringen af gennemslagskraften i den internationale dimension i folkeskolen, »der netop er blevet færdig«, viser det samme.

Men heldigvis tør Eva godt pege på, hvad politikere, embedsmænd, skoleledere og skolelærere kan lære af det og hvad vi kan gøre ved det i fællesskab, så aben ikke ensidigt havner hos lærerne i fronten.

For eksempel står der i engelskrapporten, at kommunerne må sikre, at opgaven med at beskrive veje mod de nye trin- og slutmål skal løses i faglige fællesskaber, der har resurser til det og besidder de nødvendige kvalifikationer. Samtidig må læreren i klassen trænes i at udpege, hvad eleverne skal lære og ikke bare angive, hvad eleverne skal lave.

Så måske skal både politikere, bureaukrater og lærere lære nyt af gamle tv-satirer. Lære, at evalueringer og fastlæggelse af fælles klare mål er gode skridt på vejen, men at de ikke flytter noget uden konsekvente opfølgninger på alle niveauer.

Det er, hvad vi kan lære af det.

Jørgen Stampe er formand for DLFs pædagogiske udvalg