Det er sandt nok visse tildragelser fra ens skoletid huskes til ens dages ende.

Således også når rektor delte de giftgrønne karakterbøger ud i klassen under stor andagt, en for en op til katederet for at modtage ros eller ris. Stor skælven. Og bagefter en dum tøs, der råbte: »Hvad fik du i fysik, Else?«

Ud for den lave fysikkarakter stod skrevet: »Viser ringe forståelse«. Det faktum blev så brugt af drillepinde i andre sammenhænge. Ak ja, hvad er der ikke sagt og skrevet om karakterernes berettigelse i alle de år, jeg husker tilbage.

I mine første år som lærer blev jeg pålagt at give karakterer på alle trin helt ned i første klasse. Det var frygteligt. Og helt uden ræson. Det tog sin tid at få dem afskaffet, og nu vil man skade skolen for de yngre med dødssyge test ustandselig. Åh nej. Selvfølgelig skal eleverne i overbygningen have karakterer, nu kan det aspekt komme med for at slå fast, at vi agter dem så meget, at vi stiller større krav. Andet kan vi ikke byde dem.

I min 8. klasse blev nogle sure, da de første gang fik karakterer, husker jeg. De mente, at de var langt dygtigere, end de faktisk var.

Et par stykker blev rasende og klaskede vildt med engelskbøgerne, utilgængelige for argumenter. Det ligger i tiden med den fatale selvovervurdering og har længe gjort. De er nok blevet rost og rost, ude og hjemme og ved enhver lejlighed. Der skulle jo nødig skabes en nederlagsstemning. Her hører jeg en replik fra en elev, der havde afleveret en ulæselig opgave, jeg var ikke nået langt hen i påtalen, før den kom. »Du har ikke lov at kritisere«. Lærte vi dem det ved at overrose og være for konfliktsky? »Undgå nederlag« vi hørte påbuddet igen og igen, og hvem bryder sig om at være ond og knuse barnets glæde? Vi vil så gerne være flinke.

Nederlag nej, det er heller ikke mig. Jeg hadede bare de fysiktimer, for det var sandt nok, der var tale om ringe forståelse, nærmest slet ingen. Siden fulgte mange nederlag, evig og altid er der andre, der er bedre til så det ene, så det andet. Tag bare på det seneste: mine roser slår stort set fejl, og værre: Jeg tør ikke længere køre på motorveje, fordi jeg er blevet bange for lastbiler. Direkte sveddryppende bange, lodret nederlagsstemning, når jeg ser en kæmpelastbil nærme sig og på bøllemanér køre op i mig, selv om jeg speeder op til 80 kilometer. Det har ikke gjort min angst mindre, at jeg nylig så et glimt i tv af nogle lastbilchauffører, der var fotograferet med skjult kamera, et par stykker læste avis, en enkelt spillede på tromme, mens de kørte. Nu ser jeg nervøst efter, hver gang jeg møder en lastbil, om der spilles på tromme.

Jo, jeg ved det kun alt for godt, nederlag er så irriterende. Som i øvrigt livet tit er.

Er det forresten ikke al opdragelses fornemste opgave at gøre livsduelig?