Debat

Musikken svarer igen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Det er vigtigt at kende andre kulturer, og det gøres gennem musikken.'Pige

'Hvis jeg hørte noget mere af det, kunne jeg måske komme til at lide det.'

Dreng

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

(Fra spørgeskemaundersøgelse om fremmed musiks inddragelse i undervisningen.)

Jeg mener ikke, som man kunne få indtryk af ved læsning af interview med mig i Folkeskolen nummer 42, at det er undervisningen af faguddannede lærere og en ny timeopdeling af fagene, som er musikkens problem. Timeopdelingen er et gammelt fænomen, og man vil, forudsat at interessen er til stede, til enhver tid kunne blande fag på tværs - problemet for musik er, at faglærerne måske er for dårligt rustede, at de har for få timer, og at musik generelt i samfundet er blevet isoleret. Derfor er jeg da enig med professor Finn Egeland Hansen i, at deltagelsen i andre fag ikke bør blive fagets eksistensberettigelse, blot en øget berettigelse. Der, hvor vi bevæger os fra færdigheden over i oplevelsen og betydningen.

Finn Egeland Hansen siger også, at deltagelsen af lokale musikere er én af måderne, hvorpå vi kan inddrage andre kulturers musik i skolen. Jeg tror, det er godt at inddrage lokale musikere i skolerne, danskere som indvandrere - det bygger bro mellem lokalmiljø (eventuelt forældre) og skole, og gør musik til noget nært. Men vi må ikke falde for fristelsen til, grundet manglen på viden blandt lærere og kvalificerede musikere, at fremmed musik kun udøves af lokale amatørmusikere, mens europæisk musik præsenteres af superprofessionelle musikere. Dermed er vi nemlig med til at understrege en kvalitativ forskel, som også lektor John Høybye advarer imod. Jeg ville gerne tro ham i hans illusion om, at lærere kan integrere musik fra andre kulturer i deres undervisning. Nej, det kan de allerfleste ikke. Hvor skulle de dog få den viden fra? En musiklærer fra et københavnsk seminarium afviste for kort tid siden ønsket fra en elev med indvandrerbaggrund om at lave projekt om ikke-europæisk musik. Det lå uden for hans område! En spørgeskemaundersøgelse blandt mere end 300 gymnasieelever i Københavnsområdet har vist, at kun en håndfuld har oplevet, at musik fra de områder, hvorfra indvandrerne kommer, er blevet præsenteret i skolesammenhænge, og så altid via en elev - aldrig med den autoritet, som en lærer giver et materiale. Derfor foruroliger den holdning, som formanden for Folkeskolens Musiklærerforening, Bente Søndergaard, har. Musik er ikke et færdighedsfag i folkeskolen, og da fagets formålsparagraf siger, at der skal undervises i både dansk og udenlandsk musik, er det allerede indbygget i lovgivningen, at man skal orientere sig udad - spørgsmålet er blot hvor langt ud. Men at der mangler den fornødne viden blandt lærerne, er vi ikke uenige om.

Endelig vil jeg godt understrege, at viden om fremmed musik ikke kun er et spørgsmål om indvandrere og folkedans - det er en del af at gøre alle opmærksomme på, at andre kulturer kan være vores ligeværdige i for eksempel (musikalsk) kompleksitet og diversitet.

Eva Fock

musiketnolog, Institut for Folkloristik

ved Københavns Universitet

(Forkortet af redaktionen)