Debat

MERE MUSIK

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har med stor undren (læs: forargelse) læst artiklen om indvandrermusik i Folkeskolen nummer 42, hvor jeg ser mig selv 'citeret'. Jeg talte i telefon med journalisten i foråret, og jeg har svært ved at genkende det, jeg er citeret for. Jeg blev ikke gjort bekendt med, at hovedvinklen var indvandrermusik, men fik det indtryk, at artiklen skulle handle om faget i relation til skoleloven - timetal, klassetrin med mere - og herunder blandt andet indvandrermusik.

Jeg kan derfor fuldt ud tilslutte mig Eva Focks indsigelser, og jeg kan godt forstå, at hun er foruroliget over Folkeskolens Musiklærerforenings holdning, som den fremstår i artiklen. Jeg vil derfor slå fast, at det bestemt ikke er vores holdning. Musiklærerforeningen mener ikke, at musik 'først og fremmest' er et færdighedsfag. Vi mener derimod, at det er almendannende og kulturbærende. At drage musik ind i tværfaglige sammenhænge (som jeg ikke kun mener, at 'vi bør lukke op for', det skal vi, og det gør vi!) kræver dog nogle færdigheder, så musik ikke kun bliver påklistret pynt på et tværfagligt projekt.

I relation til timetallet ser vi det som det vigtigste at få det op på minimum to ugentlige timer per klasse, og dernæst at få musik ført videre som obligatorisk fag - i første omgang op til 7. klasse. Musik kan også gå helt op til 10. klasse, men på mange forskellige måder, for eksempel som emneperioder og i tværfaglige sammenhænge.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg har absolut ikke forbehold over for at inddrage orientalsk musik i undervisningen, jeg har derimod stor respekt for disse landes musik. Men jeg har rod i dansk og vesterlandsk musikkultur, og det er derfor dér, jeg må tage mit udgangspunkt.

Jeg er enig med Eva Fock i, at vi må se udad, som skoleloven også forudsætter, og det vil vi også gøre i det omfang, vi som lærere kan få 'autentisk' kendskab til de landes musik via efteruddannelse. Her er også et vigtigt område at tænke ind i uddannelsen af nye lærere.

Bente Søndergaard

formand for

Folkeskolens Musiklærerforening

Svar:

Folkeskolen beklager og undskylder, at der er noget, der er gået helt galt i processen.

Redaktionen