Debat

Kyllinge-curling

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fire Århus-skoler med i alt 300 store elever har afholdt skolernes årlige motionsdag på en helt alternativ måde, hør bare hvordan: Store, Danpo Gourmet-kyllinger blev brugt i Århus Skøjtehal til curling! Ja, det er rigtigt læst. Jeg har selv læst det i Berlingske Tidende 12. oktober. Det er Dansk Skoleidræt, der i år har stablet et 'særligt' projekt på benene for at gøre dagen mere attraktiv for de unge.

Henrik Løvschall, som er konsulent for Dansk Skoleidræt og medarrangør, håber, at Århus vil inspirere skoler over hele landet til næste år! Vi må så håbe, at Danpo har nok Gourmet-kyllinger (de er ikke fritgående, ikke skrabekyllinger, ej heller økologiske, men burhøns) til næste år, for tænk engang, hvis alle folkeskoler skulle kyllinge-curle næste år?

Danpo må nok udvide deres haller og bure til den kæmpe meromsætning, og der skal da allerede nu påbegyndes en skøjtehal i hver en by, så de søde børn kan more sig. Måske vil det være billigere at kaste med pattegrise næste år?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Kan det virkelig være meningen med livet? Skal kyllinger klækkes, opfostres og dermed leve for kort tid efter at blive smidt dybfrosne rundt i en skøjtehal? Hvorfor blev der egentlig ikke brugt økologiske kyllinger? Var de for dyre? For tunge? Eller har man ikke hørt om begrebet økologi i Århus? Hvad så i emneundervisningen? Er det mon de samme lærere, som underviser i etik, anstændighed over for dyr og medmennesker, miljølære, som gik sammen med Dansk Skoleidræt om det her? Hvilke kommende forbrugere bliver Århus-eleverne så med sådan nogle lærere? De bliver ligeglade med dyrs velfærd i landbruget, de køber billigst ind på dyrenes bekostning, for lærerne og skolerne signalerer, at det er okay.

Jeg er dybt forarget.

Annemarie Gervig Nielsen

Maribo