Et er den supermodne, indsigtsfulde, selvanalyserende Brian, der trods sin alder forstår at træde ud af barnets uudviklethed og diagnosticere sine adfærdsudskejelser og læseproblemer som de skjulte beskeder, han ikke får fat i bag teksternes ord. Noget helt andet er den pædagogik, som Bodil Hedeboe i Folkeskolen nummer 42, side 20-21, refereres for at have udtænkt i den anledning. For her drejer det sig ikke om at undervise og træne Brian i, hvorledes de skjulte beskeder tager sig ud, så han lidt efter lidt selv kan finde dem. Snarere handler det om de størst mulige omvejes pædagogik. Med op til 28 af slagsen i klassen med udelthedens størst mulige spredning er det lærerens ansvar, at hver enkelt Brian klargør sin højst egen indlæringsstil (måde at arbejde på). Herefter frembringer læreren 28 passende pædagogiske situationer afpasset efter de 28 stilarter, hvori hver styk Brian kan udfolde sig maksimalt helt i overensstemmelse med sin stil og følgende en undervisningsstrategi, som læreren har udviklet til hver enkelt Brians stil og pædagogiske situation.

Her er en pædagogisk nyskabelse, der i anstrengt tilstræbthed gør mere ud af at tilgodese folkeskolelovens håbløse intentioner med den differentierede undervisning givet på den mest umulige baggrund, nemlig udeltheden, end den prøver at tilgodese Brian. Der er jo intet som helst gjort for at finde en logisk forbindelse mellem problemet med de skjulte beskeder og den mageløse pædagogik. Tilsyneladende et vildt slag i luften i lighed med ideerne om helhedsskolen, kulturcenterskolen, den samordnede indskoling, fællesskabsskole, og hvad fantasien ellers har frembragt for at hindre, at Brian får lært noget. Til gengæld fremstår nyskabelsen som det mest individisolationistiske tiltag i grel modstrid med lovens intentioner og som bevis på, hvor umuligt det er at udvikle en brugbar pædagogik på baggrund af skoleloven.

Vagn Madsen

viceskoleinspektør, Brønderslev