For en del år siden skrev Mogens Wenzel Andreasen en morsom og ironisk artikel under overskriften: Strik en grøn fuga.

Anledningen var en sammenlægning på Danmarks Lærerhøjskole af institutterne for håndarbejde, formning og musik, hvilket han havde svært ved at se det oplagte i. Specielt kombinationen håndarbejde/musik virkede som en ejendommelig konstruktion.

I de år, der er gået, er der ikke sket en tilnærmelse mellem disse to fag, men der er så andre fag, hvor det virker mere oplagt at forsøge en beskeden fusion.

Vi vil derfor gerne prøve at redegøre for et tværfagligt samarbejde, det på trods af overskriften ikke ligger så fjernt at forsøge.

Bybækskolen i Farum er en åbenplanskole med to spor på de fleste klassetrin. Skolen er opdelt i to afdelinger med en børnehaveklasse til 10. klasse i hver afdeling. Hver afdeling er opdelt i baser, hvor klasser aldersmæssigt er placeret. I år har 6. og 7. klasse haft base sammen, hvilket har gjort det nemt at lave et samarbejde på tværs af klasserne. I indeværende skoleår har tre af matematiktimerne været parallellagt.

Efter at have arbejdet med mønstre og foldning af papir opstod ideen med at dele kvadratisk papir i brøkdele. Vi havde fra starten ikke gjort os helt klart, hvad aktiviteten kunne medføre, men efterhånden som arbejdet skred frem, supplerede vi hinanden med nye muligheder.

Rytmerne blev klappet

Eleverne fik besked på at opdele et stykke A2-papir i fire gange fire lige store dele. Derefter fik de udleveret kvadratisk papir i forskellige farver fra en telefonblok, fik derpå besked på at opdele papiret i brøkdele og lime dem på A2-arket. Den eneste begrænsning var, at summen af brøkdelene i hvert felt skulle udgøre en hel. De måtte bruge hele, halve, fjerdedele og ottendedele. Vi gik ikke lavere end ottendedele, da vi undervejs havde fået ideen at sætte elevernes arbejder i musik.

Papiret skulle deles i fire gange fire tern, da det gav mulighed for at spille mønstrene flerstemmigt.

Papirerne blev hængt op i klassen, og rytmerne blev klappet. Det gik forbavsende godt. Eleverne fik hurtigt fat i systemet og klappede rytmerne meget sikkert efter en kort instruks.

Fire af eleverne prøvede at spille et brøkmønster på xylofoner, først hver stemme - derefter samtidig. De fire xylofoner var på forhånd tilpasset pentatont. De kunne frit vælge tone, bare de holdt den angivne rytme. Pentatonskalaen sikrede, at resultatet, uanset hvilken tone der blev spillet, blev 'rimelig harmonisk'.

Efter en times øvearbejde var de så sikre, at resultatet kunne opføres for resten af 6. og 7. klasse. Det blev meget positivt modtaget.

Nodesystemet blev derefter introduceret for eleverne, og ud fra elevernes mønstre skrevet ind på nodepapir. Der blev ikke givet nogen bestemt tonehøjde, så noderne blev plottet ind tilfældigt. De brugte ikke fortegn i deres kompositioner, så arrangementerne blev diatoniske og fik en kirketonal karakter.

Resultatet blev adskillige fire takters, firstemmig tilfældighedskompositioner, hvor vi valgte et par stykker ud, vi ville prøve at spille. Det viste sig hurtigt, at det ville tage lang tid at lære, selv for de elever, der gik på musikskolen og havde kendskab til noder, så efter nogle forsøg blev kompositionen spillet ind på computer. (Vi arbejdede med programmet Musicator).

Maja fra 7. klasse havde lavet en fin komposition, som vi havde prøvet at spille på instrumenter med noget besvær. Den blev spillet ind på computer og arrangeret som en firstemmig fuga (eller fugato). Ingen af eleverne vidste, hvad en fuga var, så der måtte en del hjælp til, og arrangementet blev da også meget lærerstyret. Fugaen blev lavet i to versioner:

Et langsomt korarrangement (en vokalise) og et hurtigt slagtøjsstykke. Partituret blev senere sendt til Royal Danish Brass - fire medlemmer fra det Kongelige Kapel, som spillede stykket ved en elevkoncert på skolen.

Tilfældigt valgte toner

Julie og Malene fra 6. klasse havde opfundet deres eget system, da de skrev noderne ind. De havde i deres mønster seks forskellige farver, og hver farve havde de anbragt i nodesystemets mellemrum: d, f, a, c, e og g. På den måde bandt de sig yderligere til mønsteroplægget, og det gav en kærkommen lejlighed til at introducere den kromatiske skala. Da Julie og Malene både havde trekantede og rektangulære figurer på deres mønster, udviklede vi et system sammen. En blå trekant blev til tonen d, en blå firkant til g# og så videre.

Tonerne blev valgt tilfældigt og blev brugt i det omfang, de forekom på mønsterarket.

(Hvis vi på forhånd havde sat regler for, at ingen farve eller figur måtte gentages, før alle var brugt, havde vi haft et oplæg til en tolvtonekomposition. Det må vi prøve næste gang).

Det viste sig i vores arbejde med projektet, at elever på 13-14 år kan sidde og arbejde med partiturmusik, afprøve forskellige instrumentationer og tempi samt fremhæve de stemmer, de synes bedst om. Enkelte elever var meget pjattede i deres arbejde med musikken, og deres kompositioner endte da også i rene effekter, men langt de fleste gik utroligt seriøst til værks. Så længe der er én elev, der kommer med et heldigt resultat, stiger interessen hos de andre. Det forhøjede også stemningen, at P2-musik (Lyt til nyt) havde et indslag om vores arbejde. En anden positiv side ved et sådant arbejde er åbenheden over for 'anderledes lydende' musik. Den har de fleste børn nu i forvejen, og vores to klasser har da også gennem deres skolegang været præsenteret for en hel del nutidsmusik. Og har man først lyttet interesseret til Majas slagtøjs-fuga, er det oplagt at spille et slagtøjsstykke af en nutidskomponist for eleverne bagefter. (Per Nørgårds Echo Zone II med Safri Duo blev modtaget med ægte begejstring).

Problemet med computermusik er mængden af effekter. Der er så kolossal mange muligheder, at det kan være svært at vælge. Man gør nok klogt i at hjælpe eleverne i begrænsningens ædle kunst, så de på forhånd har nogle ideer om, hvilken stemning de vil have frem i deres komposition. Men! - De skal også have lov til at eksperimentere - hvem ved, om ikke man ved en tilfældighed kan frembringe nye spændende klange eller lyde?

Og specielt børn, som lynhurtigt taster sig rundt i computerens ædlere dele uden anden tanke end nysgerrighed.

Som indledning til arbejdet med musikken er det vigtigt at gøre sig klart, hvor langt man vil gå. Man kan komme langt rundt i musikkens begreber, hvis man har tiden (kirketonearter, minimalmusik, seriel musik og så videre), men man kan også begrænse sig til at arbejde med de muligheder, der ligger lige for.

6. klasse har jo obligatorisk musik, så det er oplagt at bruge nogen tid på at arbejde med computerkomposition. Selv om mange teenagere allerede har dannet sig en mening om, hvordan musik skal lyde, er langt de fleste børn (i modsætning til voksne!) åbne over for nutidsmusikken. Man skulle være et skarn, om man ikke benyttede sig af en oplagt mulighed for, at de selv beskæftigede sig med den. - Hvad vi som musiklærere i forvejen er forpligtet til.

Arbejde med computermusik

Hvis der er stor interesse for selv at spille, er det nærliggende at arrangere en 'brøkkomposition' som et slagtøjsstykke. Hvis oplægget er en firstemmig sats, skulle de fleste elever være i stand til at klare fire takters rytme, især hvis der ikke forekommer noder, der er mindre end ottendedele, og der samtidig ikke er tonehøjder, som også skal huskes.

En kombination af computermusik og live-musik er også en mulighed. En lydkulisse indspillet på computeren, som baggrund for en dygtig elevs frie (eller noterede) fabuleren på sit instrument, kunne være en fin oplevelse. Man kan også bruge sin komposition som underlægningsmusik til en digtoplæsning, en videooptagelse eller en diasserie - og så samtidig huske eleverne på, at de skal lave en projektopgave i 10. klasse, og arbejdet med musik kunne være en ny og spændende mulighed.

Musiklærerne kan ofte været i tvivl om, hvor meget de skal gøre ud af nodesystemet. Grafisk partitur til eleverne har vi på skolen ofte brugt med held. Det er forholdsvis nemt for eleverne at følge musikken og læse partituret, men i vores arbejde med brøkkomposition faldt nodesystemet naturligt ind i undervisningen.

(Selvfølgelig kan man banke nodesystemet ind i hovedet på eleverne, og de kan glemme det lige så hurtigt igen, som de glemmer alt andet, der heller ikke bliver brugt. De, der har brug for det, skal nok få det lært). Nodesystemet kan også virke som en bremse for musikglæde, og det skulle nødigt være musikkens eget notationssystem, der stak en kæp i hjulet.

Det, man som lærer må påpege over for sine elever, når de arbejder med computermusik, er, at når de får så meget hjælp fra teknikken, må de prøve at få poesien frem også. Den teknisk perfekte musik lyder ganske imponerende, men skønheden i musikken kommer først frem, når der vælges og sorteres blandt alle de muligheder, der findes, og børn er også udstyret med kritisk sans.

Joachim Bang er musiklærer på Bybækskolen og Farum Musikskole og har deltaget i flere projekter om samtidsmusik i skolen. Blandt andet i samarbejde med Finn Egeland Hansen, Palle Mikkelborg/Gert Sørensen og Kenneth Knudsen.

Lene Christensen er skolekonsulent i Farum i matematik og edb. Hun er også formand for Danmarks Matematiklærerforening.