Folkeskolens leder:

Syng sammen

Fællesskab.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I sidste uge udkom 18. udgave af Højskolesangbogen, som siden 1894 har samlet danskere til fælles sang. Det er Danmarks mest solgte bog, den 17. udgave alene i næsten 700.000 eksemplarer.

Også denne gang får vi 572 sange i den kendte blå indpakning. 166 gamle har måttet vige pladsen for nye sange. Blandt de nye er Kim Larsen, Martin Brygmann, Sebastian og Bertel Haarder. Europahymnen og flere engelske er kommet til sammen med flere morgen- og aftensange. Man kunne have ønsket, at nordiske sange var bedre repræsenteret og måske også lidt flere fra iPod-verdenen. Men den nye udgave er afgjort en dejlig blanding af tradition og fornyelse.

Hvis ikke Højskolesangbogen står på skolens indkøbsliste, bør den snarest komme det - også selv om den er dyr. I sangen taler man ikke om fællesskab, man skaber det. Synger sig sammen om det kendte og det nye. Oplever konkret, fælles nærvær. I klassen, i aulaen, i musiklokalet. På forældremødet. Og derhjemme. Sammen i fælles fryd. Det er der brug for.

-th

»Så syng da, Danmark, lad hjertet tale, Thi hjertesproget er vers og sang« Højskolesangbogen nummer 162