Som deltager i det alternative Sorø-møde faldt det mig ind, hvor stor forskel det gør, om man har mistillid eller tillid til et system. Det får nemlig afgørende indflydelse på den tænkning, man gør sig om konsekvenser, indgreb og handlinger. Skal systemet bestå af kontrol og Ny Løn, eller skal initiativer ske gennem en optagethed af teoretiske og erfaringsbaserede overvejelser over undervisning og læring, hvor refleksion og evaluering i forskellige former gøres gældende?

I forbindelse med et foredrag af Peter Dahler Larsen tænkte jeg, at de forestillinger, vi gør os om det samfund, vi er i, og forestillingerne om, hvor vi mener, det skal bevæge sig hen, ligeledes slår ind i vores tænkning og forventning til handlinger og konsekvenser.

Vi bemærker efterhånden dårligt nok selv de bagvedliggende tilgange og menneskesyn, der gøres gældende. Vi præsenteres for fremstillinger, der kan opfattes som naturligheder. En argumentationskæde lægges frem, som fremstår helt selvfølgelig. Vi får en fortælling, som i en professionel situation kan være svær at afvise: »Der kan jo være noget om det«.

Det kan skyldes, at vi i tiden mangler sikkerhed. Kompleksitet løses af eksperter, der henvises til forskningsresultater, forældre, politikere og børn stiller spørgsmål til skolens indretning og opgave. Forhold, der tilsyneladende særligt presser skolen og de professionelle.

I oplysningstiden troede man på det naturvidenskabelige fremskridt. Det har ændret sig, men alligevel lever vi i en samtid, hvor forskning og undersøgelser fremstiller talrige resultater, der til stadighed chokerer. Der er jo ellers ikke tale om sikker viden. I morgen kan en ny sandhed være klar.

Så hvorfor presses skolen?

En forklaring, som jeg ser det, kunne være skolens manglende tradition for systematisk dokumentation i sin praksis. Der er ikke forskningsresultater at vise tilbage til, nok mange forsøgsarbejder, men de afvises i en akademiseret verden. Når skolen i sin tradition for både natur-, samfunds- og humanistisk videnskabelig teori og praksiserfaring problematiserer og stiller spørgsmål til de mange undersøgelsers resultater, henvises der i stedet til, at skolen blot går i forsvarsposition, og at den ikke kan løse sin opgave godt nok, hvorfor andre må træde til.

En anden forklaring kunne være, at skolen ikke internt har haft tradition for at diskutere praksis. Der har været ansatte af navn, som ikke har udført deres arbejde godt nok, og der har været ansatte af gavn, der har gennemført flot professionel praksis funderet på teori, en optagethed af børn, undervisning og skole. Skolen som institution har ikke problematiseret disse forskelle.

På trods heraf undrer jeg mig over, at skolens praksis - dygtige læreres og lederes praksis - så let kan gøres ugyldig i en samtid med fokus på viden. I skolen ligger respekten for viden i flertal. De enkle løsninger findes ikke her, men der er en optagethed af, hvordan det enkelte barn kan udvikles optimalt fagligt, socialt og personligt i forskellige fællesskaber. Det kan ikke klares uden at begå fejl, og det må ikke forenkles, fordi ingen af os ved, hvad der kræves i fremtiden.

Giv derfor grobund og kraft til en debat om skolen, hvor det kan høres, at alt ikke er lige gyldigt, og at dygtige skolefolk kan udtrykke, hvad de mener gør en forskel. Lad os dokumentere skolens mangesidige arbejde, så det kan tages frem, høres og ses. En dokumentation, hvor det, der tæller, fremstilles sammen med det, der let tælles.

Marianne Kondrup er seminarieadjunkt på Silkeborg Seminarium