Ungdommen vil have forandringer i en fart, erkender forfatteren, Holger Henriksen, der er forhenværende central studielektor ved seminarierne. Også han kunne som ung blive grebet af revolutionære ideer om genveje - det ville være ganske praktisk, hvis man effektivt kunne skaffe udvalgte modstandere af banen, så man selv kunne komme til med den sande lære og egne gode og rigtige ideer. Men den holder ikke, erkendte han senere. Der er ingen vej uden om samtale, selv med sine groveste modstandere, understreger han i denne nye stærkt reviderede version af "Samtalens Mulighed".

Det er prisværdigt, at han kan gøre rede for dette markante skift i synspunkt, uden at det får karakter af bekendelseslitteratur. Medmindre man da vil kalde et langt livs læsning og refleksioner over menneskers omgangsformer for bekendelser.

Henriksens centrale begreb er det deliberative demokrati, som han har hentet hos Habermas. Her lægger man vægt på frie institutioner som presse, fri forskning og skolen. Gennem oplysning og debat søger man at komme til afklaring af politiske problemer. Det er det, han forstår ved politisk dannelse. Og så fortæller han, stilfærdigt og velovervejet, om lærere, der bruger sig selv og deres indignation og entusiasme for at stimulere menneskelig dannelse hos deres elever. Som gerne - ud over et tilfredsstillende liv på det personlige plan - skal gøre eleverne til afbalancerede borgere, der som voksne har blik for flest muliges velbefindende. Som arbejder for brede forlig i stedet for bulldozende flertalspolitik, for eksempel. For magt er ikke selvfølgelig, den må begrundes, skriver han og uddyber den gamle erkendelse om, at der ikke findes magtfrie rum: kommunikation er hele tiden et kompliceret magtspil, men ikke nødvendigvis magtmisbrug.

Lærernes opgave er at synliggøre magten og hindre misbrug af magt - også deres egen. Et stærkt eksempel på nødvendigheden af den indsigt tegner han med historien - formentlig selvoplevet - om den unge lærer i Esbjerg, der skal styre en livlig diskussion i klassen om den strejke på havnen, der involverer de fleste af elevernes forældre. Også den elev, der entusiastisk fortæller om sin fars rolle: det er ham, der skaffer strejkebrydere ude fra omegnskommunerne! Her er det forfatterens pointe, at man aldrig må desavouere forældrene foran børnene. Det er børnene, der skal dannes. Ikke læreren, der skal have ret.

Hvert kapitel har sin tilblivelseshistorie, og bogen kan derfor virke noget springende, hvis man læser den i en køre. Så tag dem hver for sig og læs med eftertænksomhed. Find argumenter til brug, når den offentlige debat om skolen løber af sporet, og fremfør dem med den ildhu, lærerlivets vigtigste spørgsmål fordrer. Og deltag selv i den gode samtale, der fordrer gensidig lytten og indlevelse i andre menneskers synspunkter. For, siger forfatteren, det er karakteristisk for sådanne tillidsfulde samtaler, at det uventede kan dukke op.