Lærerne skal undervise i deres linjefag

Venstre-kandidaten Signe Avnholt Haugaard ønsker at være med til at præge de succesfulde skoler i Rudersdal Kommune

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Signe Avnholt Haugaard har nok at se til som lærer på barsel med et barn på halvanden måned og et på halvandet år. Men hvis hun bliver valgt ind i byrådet for Venstre i Rudersdal Kommune efter kommunevalget i november, så får hun »rigeligt om ørerne«, som hun udtrykker det med et lille grin.

Hun er 31 år, har været lærer siden 1999 og medlem af Venstre siden 2003.

»Jeg meldte mig ind, fordi jeg som lærer er meget interesseret i uddannelsespolitik. Skolerne i kommunen er succesfulde, og karaktermæssigt ligger de fint. Det vil jeg gerne være med til at præge videre«.

Signe Avnholt Haugaard blev lærer, fordi begge forældre er det og flere i morens familie. »Det har ligget i kortene«.

Hun arbejder på Skovvangskolen i Allerød med børn med generelle indlæringsvanskeligheder.

Læsning skal trænes

Signe Avnholt Haugaard ønsker at styrke fagligheden i folkeskolen, ved at lærerne i højere grad skal undervise i deres linjefag. Desuden fremhæver hun tolærerordninger på de yngste klassetrin og rullende indskoling.

»Jeg tror, det vil betyde noget for fagligheden, fordi det sker tidligt i skolelivet, i fundamentet. Og så skal man udnytte den viden, man har på læseområdet, mere end man gør det i dag. Læsning skal trænes på de ældre klassetrin også«, siger hun.

Når det gælder styrkelse af fagligheden for de tosprogede elever, mener hun, at forældresamarbejdet er et vigtigt omdrejningspunkt.

»Lektiecaféer vil også være en god måde specielt for de tosprogede elever, og hvis man kunne få deres mødre med, ville det være godt. Hvis man fik vejledt mødrene i, hvordan de kan hjælpe børnene. Og så skal man i højere grad turde tage dialogen med forældrene og kræve noget af dem«, mener Signe Avnholt Haugaard.

Men hun har ikke den store erfaring med tosprogede elever.

»Det er folkeskolens ansvar at være med til at bryde den negative sociale arv. Her kan man benytte lektiecaféer også for de danske elever, så alle får en fair chance«.

Efteruddannelse er vigtig

Der skal være plads til både rummelighed og faglighed i folkeskolen.

»Skolen må ikke blive så rummelig, at det sker på bekostning af fagligheden. Det ser man eksempler på. Men når det gælder elever med vanskeligheder, så er folkeskolen ikke altid det bedste tilbud. Andet kan være bedre«.

Kommunalreformens betydning og specialskolernes overgang fra amterne til de nye kommuner har hun ingen kommentarer til. Det er endnu nyt for hende, så hun vil gerne afvente. Men lærernes efteruddannelse vil hun gerne komme med et bud på. Den er meget vigtig, og efterspørgslen er langt større end mulighederne. »Hvis man vil styrke fagligheden, er det én af de knapper, man skal trykke på«, siger hun.

Tre mærkesager:

. kultur

. børne- og ungeområdet

. uddannelse.

Skolemærkesager:

. rullende indskoling

. tolærerordning på de yngste klassetrin.