En udfordring for musikundervisningen

Musik er for alle, og flere skal have glæde af symfoniorkestrene, mener projektlederen bag »Små Komponister«

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Først i Sønderborg og så i Odense skal skoleelever prøve kræfter med at komponere egen musik, som skal spilles af et rigtigt symfoniorkester. Det er KulturKoncept ved Mette Dinesen, som står bag projektet »Små Komponister«.

»Der ligger så mange resurser gemt rundt om i symfoniorkestre, som relativt få mennesker får glæde af«, siger Mette Dinesen, og det er én af grundene til, at hun har sat projektet i gang.

»Musik er tit elitær, men jeg synes, musik skal være tilgængelig for flere, der kan få glæde af dét, som musikere på det niveau kan. Hvis ikke vi gør det her nu, så er der ikke nogen symfoniorkestre om tredive år«, siger hun.

I Sønderborg samarbejder hun med komponist Peter Bruun, fire musikere fra Sønderjyllands Symfoniorkester, og de små komponister er elever fra 4.a på Dybbøl-Skolen.

At komponere musik med børn skiller sig meget ud fra, hvordan Peter Bruun normalt komponerer musik, for børnene har ikke det musiske håndværk, som han har.

»Jeg er forbløffet over, hvor hurtigt de udvikler musikalske tanker - en sans for klang og forløb. Men når vi så bevæger os ind på præcision og definition, så bliver det vanskeligt«, fortæller han.

Peter Bruuns opfattelse af, hvad musik er, bliver hele tiden sat på prøve. Eksempelvis sagde han til en af eleverne, at det lød grimt, da musikerne på elevens instruktion spillede to toner, som man normalt ikke spiller sammen.

»Men det er børnene heldigvis ligeglade med«, griner Mette Dinesen.

Projektet er med vilje ikke planlagt ned til mindste detalje, for meningen er, at det skal være nyskabende, og både Mette Dinesen og Peter Bruun synes, det er gået over al forventning.

»Der er ingen, der kan være i tvivl om, at det er børnenes egne musikstykker, de har komponeret. Stykkerne har karakter og personlighed. De har selvfølgelig fået hjælp og inspiration fra mig, men jeg har aldrig kunnet komponere ti musikstykker, der lyder så forskelligt«, konstaterer Peter Bruun.

Mette Dinesen håber også, at den traditionelle musikundervisning kan rokkes. »Den skabende proces skal ind i musikundervisningen. Ofte har den jo mest bygget på reproduktion, hvor eleverne har sunget og spillet noget, som andre har produceret«, mener hun.

Projektet afsluttes med en urpremiere den 9. november i Sønderborg Musikhus, hvor der er gratis entré.

lkp@dlf.org

Næste stop, Odense

I Odense er det 1.b fra Henriette Hørlücks Skole, der komponerer musik i samarbejde med komponist Jesper Egelund og musikere fra Odense Symfoniorkester. Projektet afsluttes med en urpremiere 29. november i Odense Koncerthus.