Jo mere viden lærerne får om disse børn, jo flere opdager de. For de er ofte nemme at overse - børn af psykisk syge forældre.

Fem lærere fra Gram Kommune har været på kursus i, hvordan de kan hjælpe børnene.

»Tidligere har vi nok overset flere af disse børn. De er ofte små voksne, oversamarbejdsvillige og stille børn. De er tit forud for deres tid, de har overblikket, for de skal jo kunne manøvrere i feltet derhjemme«, siger Henny Lund Krogh, lærer på Arnum Skole.

Kurset handlede om at uddanne nøglepersoner blandt lærere, pædagoger og andre, der arbejder med børn. Det var en del af et projekt, hvor der også var samtalegrupper for børn og unge.

Henny Lund Krogh er testlærer og koordinator for specialundervisningen på Arnum Skole. Helle Nordland er lærer på Gram Skole og fungerer som skolecoach. Hun arbejder for eksempel med samarbejdsøvelser i de ældste klasser, hvis der er problemer. Lis Schmidt er også lærer på Gram Skole og har kursusklassen, der er for små elever typisk med sociale problemer. De er tre af de fem lærere, der fik kurset, fordi de i forvejen arbejder med børn, der har problemer. Planen er, at der senere skal sættes et mere formaliseret arbejde i værk for børn med psykisk syge forældre, men lærerne skal også være sparringspartnere for deres kolleger.

»Det er godt, at vi er flere fra samme skole, der har været på kursus, så vi kan vende problemerne med hinanden. Vi bliver ikke specialister på området, men netop nøglepersoner. Vi kan nu sige: 'I kan bruge os, vi har øvet os'«, siger Lis Schmidt.

Tavsheden er det værste

Kurset indeholdt blandt andet oplysning om psykiske sygdomme og diagnoser. En uddybning af hvad det vil sige for eksempel at være manio-depressiv eller paranoid. Desuden en gennemgang af det psykiatriske system, og hvilke instanser der kan hjælpe. Kursisterne lærte at spørge åbent og at turde tage den svære samtale med et barn eller med en forælder.

»Vi skal tale om problemet. For det værste for børnene er tavsheden«, siger Lis Schmidt.

»Vi skal kunne spørge åbent, ikke selv have et svar klar på forhånd, og så skal vi fortælle børnene, at vi er der, selv om det er svært. At de kan regne med os«, supplerer Helle Nordland.

Forudsigeligheden er meget vigtig for børnene, fordi alt andet i deres dagligdag med en psykisk syg er uforudsigeligt.

»Det nytter ikke at sige til de børn, at de bare kan komme, hvis de vil tale med én. For de har ikke overskuddet til at komme til os. Det skal være os, der kommer til dem«, forklarer Helle Nordland.

Børnene har brug for meget tydelige voksne og klare meldinger.

»Jeg var overrasket over at finde ud af, at børnene har brug for så meget åbenhed og forudsigelighed«, siger Helle Nordland.

»Vi skal aftale det næste møde med dem og ikke bare sige, at vi må tale sammen i næste uge. Nej, vi skal sige: 'Vi to skal tale sammen på tirsdag klokken 10 i dette lokale, og jeg henter dig'. Så klart skal det være, så fastlagt, og desuden skal vi være opsøgende over for barnet ved siden af«.

Tal om problemet

Børnene skal opleve, at de bliver set. Lærerne fortæller, at man sagtens kan have en kontakt med et barn i klassen, hvor man lige viser det, at man lægger mærke til det. De mener også, at de i dag vil spørge anderledes end tidligere, når de taler med barnet. Stille spørgsmål, der åbner for en samtale.

Man kan også fortælle barnet, at man har tænkt på det, siden man talte sammen sidst. Vise sin oprigtige interesse.

Alle tre har mødt elever med psykisk syge forældre i deres arbejde. De fortæller, at det klart er lettest, hvis man kender familien, har et fortroligt forhold og kan tale åbent med dem om problemet.

Kurset indeholdt blandt andet rollespil, hvor kursisterne prøvede flere roller af.

»Tit vil det være problemløst at tale med forældrene, men det opdager vi jo ikke, hvis vi ikke prøver. Og ofte prøver vi måske ikke, fordi vi er berøringsangste«, siger Lis Schmidt.

Hun prøvede netop efter en kursusaften at tage en svær samtale med et forældrepar.

»Det var nemmere, end jeg havde forestillet mig, og jeg var meget lettet bagefter. Jeg fløj nærmest hjem den dag«.

Fælles ansvar, at barnet trives

Lærerne understreger, at man skal tage udgangspunkt i barnet. Se problemet i børnehøjde og påpege det over for forældrene. Det vil de forstå og acceptere, for alle vil deres barn det bedste.

»Man kan være nervøs for, om man gør det ordentligt, eller om man kommer for tæt på, men det kan man jo sige til forældrene og bede dem om så at sige fra. Man kan fortælle, at man reagerer, fordi man er bekymret for barnet«, siger Helle Nordland.

Lis Schmidt fortæller, at det var spændende at få viden om psykiske sygdomme og at høre om, hvordan diagnoserne påvirker børnene. At det kan være lettere for et barn at acceptere, at mor hører stemmer, end at hun er manisk. Og allerværst er det for børnene, hvis forælderens sygdom giver sig udslag i pludselige og voldsomme raseriudbrud eller lignende uforudsigelige reaktioner.

Samtalegrupper for børn

Gram Kommune, Familieplejen Sønderjylland og Psykiatrisk Afdeling i Haderslev har samarbejdet om et projekt for børn med psykisk syge forældre. Projektet indeholdt samtalegrupper for børn og unge samt et kursus for nøglepersoner som lærere og pædagoger. I alt fem lærere deltog.

Blandt andet vil man fremover sørge for at undersøge, om en indlagt på en psykiatrisk afdeling eventuelt har et barn, der kunne have behov for støtte. Desuden vil nøglepersonerne fra næste skoleår indgå i et formaliseret samarbejde, der også kan være opsøgende. Udviklings- og Formidlingscenter for børn og unge har udarbejdet en evalueringsrapport om projektet med titlen »Nu forstår man det lidt bedre«. Centret er en konsulentvirksomhed under Socialministeriet.

Rapporten kan læses på www.ufc-bu.dk

»Hele min klasse ved det. Jeg synes, det er lidt sådan, at hvis der er nogen, der spørger, om man kan lege ... så synes jeg, det er fint nok, at de ved det. Også at de kan tage lidt hensyn, hvis det er, at man er ked af det« Jakob, ti år - med i samtalegruppe. Fra evalueringsrapporten»Sådan er min klasselærer også. Hun kan også se det, hvis jeg har det dårligt. Så vil hun også lige snakke med mig (...) Hun kan jo ikke tage sig af mig hele tiden, det vil jeg helst have, hun gjorde. Men hun respekterer, hvis jeg har det dårligt, så kan hun se det på mig, og så kommer hun og snakker med mig om det« Pia, 15 år - med i samtalegruppe. Fra evalueringsrapporten»Før da jeg ikke havde gruppen her, så snakkede jeg kun med mig selv. Så jeg har lidt flere at snakke med nu, hvis jeg er ked af det« Sofie, otte år - med i samtalegruppe. Fra evalueringsrapporten