Pisa blev udsat for en omfattende kritik fra en række eksperter på en høring i Folketinget for nylig. Folkeskolen konfronterer Andreas Schleicher, chef for Pisa-sekretariatet i OECD, med dele af kritikken.

Skal man tro på, at Pisa taler sandt om skoleelevers faglige kompetence, og skal man også tro på, at testen kun måler faglige kompetencer? Den måler også færdigheder i at tage en test, siger danske eksperter, og det skævvrider den internationale rangordning. Hvad siger du til den kritik?

»Det er rigtigt, at Pisa også tester testfærdigheder. Testfærdigheder er mest gavnlige i multiple-choice-test, og vi bruger multiple-choice i Pisa. Men hovedparten af vores opgaver er åbne. Her skal elever selv producere deres svar, og det kan man ikke træne«.

»Men du har helt ret: Vi kan se, at der er lande - Japan og USA for eksempel - hvor eleverne gør det bedre i multiple-choice-delen, men vi kan kontrollere det, fordi vi har den anden del med åbne opgaver. Men risikoen er der: Testmotivationen og testtaking (evnen til at tage en test. Redaktionen) udgør helt sikkert en faktor i resultatet. Men vi kan i det mindste kontrollere færdighederne i at tage en test. Man kan også kontrollere testmotivation, men det koster en masse penge«.

Rangordningen er ikke vigtig

Kompenserer I for forskellene i testfærdigheder, når I sammenligner landene?

»Det har vi ikke gjort. Testtaking-effekten er ikke særlig stærk. Man kan vurdere den. Det har vi faktisk gjort, men en justering på det grundlag ville være unfair, fordi man ville analysere sig frem til, at folk fra USA er klogere til at tage test«.

»Så vi har ikke en præcis måde til at mindske den faktor på. Mange mennesker siger også: Vel, i mit land tager eleverne ikke Pisa-testen seriøst. Mens de er meget ivrige i andre lande. Man skal ikke gå så højt op i rangordningen og overskrifterne. De forskellige lande kikker på deres resultater og ser efter, om de er tre eller fire point højere eller lavere, men det er i virkeligheden ikke det, det handler om. Det er ikke dér, nøglen til problemet er. Spørgsmålet er mere: Hvor er der vigtige forhold, som man skal undersøge nærmere«.

Pisa tester kompetencer for livet, skriver I selv. Men kritikerne siger, at det kan man ikke i en test - og slet ikke i en skriftlig test. Livskompetencer er for komplicerede til, at man kan teste dem?

»Jeg tror, at der er noget sandt i det. Pisa tester ikke elever i, hvad vi kalder autentiske situationer. Vi tester med stor succes, i hvilken udstrækning elever kan bruge, hvad de har lært i skolen i forskellige kontekster. Det er, hvad vi kan, og vi mener, at Pisa-færdighederne i høj grad er en forudsætning for individuel succes i livet«.

Pisa er et spejl

Efter et møde i OECD i 1996, hvor repræsentanter fra forskellige lande alle hævdede, at de havde det bedste uddannelsessystem, sagde din chef til dig: Lad os finde den objektive sandhed. Det førte til Pisa. Er Pisa så den objektive sandhed?

»Da jeg begyndte på mit arbejde i OECD, kunne man have 30 lande rundt om bordet. Alle erklærede, at de havde det bedste uddannelsessystem, og når der var et lille problem, så havde alle allerede gennemført de rigtige reformer. Der var ingen debat mellem landene. De fleste var fanger i eget system, som ikke blev udfordret«.

»I dag har vi en meget livlig debat om uddannelse. En kontroversiel debat. Men Pisa er ikke et ultimativt svar. Pisa er en proces, der giver os mulighed for at kikke på os selv i et spejl, som udgøres af andre landes præstationer. Det er, hvad Pisa er: En proces, hvor lande bliver i stand til at diskutere. Og det er akkurat, hvad der sker«.

»Jeg er meget mere tilfreds, når jeg går til møder i OECD nu. Folk kikker på hinanden og siger: Jeg hører, at i Finland er I rigtig gode til lighed - hvad er det, I gør anderledes? Der er en dialog og debat mellem landene nu, og jeg kunne tænke mig at se det samme med skoler«.

»Lærerfaget er en vidensfattig profession. Lærere arbejder isoleret i deres klasser. De får ikke god støtte, for der er ingen stærk kultur for støtte. I sådan et miljø er det svært at gøre fremskridt. Alt, hvad Pisa kan gøre, er at sætte skub i en debat. Pisa giver os ikke det ultimative svar på en rangorden, selvfølgelig ikke«.

Pisa indeholder et kæmpemæssigt datamateriale, der kalder på grundig opfølgende forskning. Men politikerne reagerer på Pisa med hurtige politiske løsninger. Det problem burde Pisa se i øjnene, mener forskere og Danmarks Lærerforening.

»Politikere føler sig kaldet til at komme med kortsigtede beslutninger på langsigtede problemer. Det er et velkendt fænomen. Men det bedste er under alle omstændigheder at gøre uddannelse til en mere evidensbaseret (baseret på beviser. Redaktionen) profession«.

Politikerne bruger evidensbaseret viden nu

»For 50 år siden blev alle vurderinger inden for uddannelse foretaget uden nogen som helst form for evidens. Nu bruger politikere i stigende grad evidens, i hvilken form de end dukker op. Vores opgave i OECD er at gøre evidensen bedre. Da jeg startede min egen karriere i OECD, var miljøet meget værre, mere vilkårligt. Brugen af evidens fører os i den rigtige retning. Jeg er optimistisk«.

»Man ser godt nok ofte en hurtig beslutning på komplekse problemstillinger, men jeg tror, det samme ville ske uden nogen data. Det kan kun være mere meningsfuldt med data. Jeg mener, på tværs af OECD-landene - og her vil jeg så sandelig inkludere Danmark - ser jeg et ønske fra regeringerne om at ville basere politikken på bedre evidens, og det er godt«.

For at sige det råt: Er Pisa ikke et vulgært projekt? Det er, som om I tager nogle rotter fra Japan, USA, Tyskland og Danmark og foretager eksperimenter med dem i et laboratorium for at teste, hvor kloge de er. Det kan man måske gøre med rotter, men børn er ikke rotter. Menneskers kompetencer er mere komplekse. Er Pisa ikke som den skøre videnskabsmand i tegnefilmene?

»Nej, for det første: Det er ikke, hvad Pisa er. Jeg synes, at idéen om sammenligning er vigtig. Du har ikke to elever i et klasselokale, som er ens, og vi sammenligner dem. Vi har ingen skoler, der er ens, og vi sammenligner dem. Og vi mener i Pisa, at sammenligningen mellem nationer er vigtig og åbner nye perspektiver. Pisa giver os mulighed for at se divergenserne mellem lande og kulturer. Men jeg formoder, at alle eleverne har brug for at kunne det, som Pisa går i rette med. Jeg mener, det er meget basalt - naturfag, læsning, matematik. Det er ting, som er alle steder, og den største risiko for os er at sige: Lad os holde det som en lokal debat. De unge bliver udfordret af en globaliseret verden, og jeg tror, at den komparative ramme er nødvendig, for at vi kan lære af hinanden«.

»Det betyder ikke, at elever skal være ens. Men vi skal vide, hvor de er forskellige. Det er det vigtige fund i Pisa. Pisa siger ikke, at alle elever og alle lande skal have lige værdier i alle emneområder. Ingen vil argumentere for det. Men vi skal vide, hvor vi er forskellige. Vi skal have kendskab til vores komparative styrker og svagheder. Danmark skal ikke være som andre lande, men I skal være vidende om jeres styrker i forhold til andre. Det hjælper til med at beslutte, hvad I vil gøre med de beviser, der er i Pisa. I den forstand er din biologiske analogi forkert. Vi ønsker faktisk ikke at kontrollere de ydre forhold. Vi ønsker at se forskelle mellem nationer«.

Hvorfor er der så stor forskel på danske elever

»Danske skolefolk skulle spørger sig selv: Hvorfor er variationen i præstationer så stor. Måske fordi vi lader elever være så forskellige, som de er, fordi vi ikke udfordrer dem nok?«

Til sidst vil jeg citere Howard Gardner, der for nylig på en konference i Danmark sagde: »Regeringer i hele verden løber samme vej i håb om at score højt i Pisa. Det er forkert. Danmark for eksempel - det er et velstående land og et velfungerende demokrati - I skal ikke gøre det på den måde, som Japan eller Korea gør det på, I skal gøre det på jeres måde«. Hvad siger du til det synspunkt?

»Jeg er fuldstændig enig. Men jeg tror bare, at man kan forbedre sin egen praksis i en komparativ ramme. Ved at se, hvor man adskiller sig, kan man blive bevidst om, hvad der er forskelligt. Danmark scorer højt i problemløsning. I skal vide, hvorfor I har succes dér. Det kan man kun se ved at sammenligne«.

»Pisa og OECD siger ikke, at alle skal operere på samme måde. Vi er forskellige lande, vi har forskellige styrker og svagheder, og i et globalt samfund skal hvert land kapitalisere sine styrker. Der er ingen grund til, at danske elever skal være dårlige japanske kopier. Det er ikke idéen«.

»Men man skal se på sig selv i lyset af andres præstationer, og hvis man for eksempel ser, at vi når vores mål med denne metode, så er det et storartet svar. Men man må også se efter, om man når sine mål. Hvis man ikke gør det, må man se efter, hvilke alternative metoder der findes«.

»Jeg ser Pisa som et verdenslaboratorium. Jeg mener, Pisa indsnævrer ikke vores perspektiv, Pisa åbner vores perspektiv. Vi kan konstatere vores egen politik og praksis med alternativer. Vi kan kikke på dem, og vi kan vurdere. Den største gevinst er, at Pisa hjælper hver nation med at lære mere om sig selv. Det er ikke bare, at man lærer noget om Finland eller Japan eller Sverige - man lærer om sig selv ved at kikke på, hvad andre gør anderledes«.

I midten af 90'erne sagde daværende chef i OECD's uddannelsesafdeling, australieren Tom Alexander, til sin unge, nyansatte statistiker Andreas Schleicher: »Alle snakker og snakker, men ingen ved, hvad der virkelig sker i skolen. Kan vi ikke finde ud af, om skolen formidler det, som man skal bruge i livet?« Schleicher satte sig straks bag computeren og skitserede et Program for International Student Assessment, kort og godt: Pisa. Siden er han blevet kaldt mr. Pisa og Pisa-opfinderen i den internationale presse, og han er da også blevet den øverste chef for Pisa-projektet.

Schleicher, der blev født i Hamburg i 1964, blev erklæret »uegnet til gymnasiet«, men hans far, som var professor i pædagogik, fik trumfet igennem, at Andreas alligevel kom i gymnasiet. Siden tog han en tysk universitetseksamen i fysik og en australsk i matematik.

Han var international koordinator for IEA's store læseundersøgelse 1989-92, direktør for IEA's analyseafdeling 1993-94, projektleder i OECD's center for uddannelsesforskning og innovation 1994-96, souschef for statistik- og indikatordivisionen i afdelingen for uddannelse, beskæftigelse, arbejde og sociale forhold i OECD 1997-2002. Siden chef for indikator- og analysedivisionen i uddannelsesafdelingen i OECD, hvis hovedaktivitet er Pisa.