Studerer hjemme i stuen

Når net-læreruddannelsen er strikket godt sammen, gør det ikke noget, at man skal kunne hale sig selv op ved nakken for at klare sig

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når Tina Vrensted Ritter har timer som lærerstuderende, foregår det hjemme i dagligstuen. Hun tænder computeren, logger sig ind på seminariets intranet, finder frem til faget og opgaven og går i gang. Sådan er arbejdsformen de fleste dage, når man er net-studerende på Nørre Nissum Seminarium. Et studium, som Tina Vrensted Ritter er meget glad for.

'Det passer mig fint at kunne tage min uddannelse uden at skulle møde frem på et uddannelsessted, selvom det betyder, at jeg ikke er så tæt på lærere og studiekammerater', siger hun.

Der er to gode grunde til hendes valg: Louise og Pernille. Familiens to døtre på henholdsvis tre år og knap et år skulle gerne have fornøjelse af, at mor studerer hjemme.

'Min mand arbejder fra tidligt om morgenen', fortæller den lærerstuderende. 'Når jeg selv skal tage mig af pigerne, er det næsten ikke til at overkomme, hvis jeg oveni skal frem og tilbage til et uddannelsessted. Nu kan vi tage den med ro, og hvis en af dem er lidt pylret og skal blive hjemme, er der mulighed for det'.

At børnene er i centrum, kan ses i stuen, hvor der er afsat god plads til legetøj. Men et stykke hen ad vejen kan det kombineres med studierne. 'Hvis der er for meget støj, eller hvis pigerne skal have opmærksomhed, går det ikke at fordybe sig i noget vanskeligt, men jeg kan sagtens svare på en mail eller skaffe mig et overblik over, hvornår de kommende opgaver skal afleveres, samtidig med at der skal sættes en vask over, eller pigerne skal have hjælp til et eller andet', siger Tina Vrensted Ritter.

Altid villet være lærer

Tina er 24 år og tog for nogle år siden en hf-eksamen på Ikast Gymnasium. Efter den havde hun ikke lyst til at læse videre, men hun har hele tiden vidst, at det var lærervejen, hun ville gå. 'Det er dejligt at have med børn at gøre og lære dem grundlæggende ting. Det oplever man også, når man selv har børn. I det hele taget tror jeg, det er en god kombination at være mor og lærer'.

For at prøve kræfter med jobbet var hun et år vikar på en skole på landet. For et år siden søgte hun desuden ind på Silkeborg Seminarium.

'Men jeg skulle føde i november og ville så ikke tage pladsen for bare at springe fra igen', siger hun.

Det tiltaler hende at være fjernstuderende, fordi man selv råder over sin tid. At kunne bruge dagen til at læse Skolen og samfundet, når man har lyst til det, og dagen efter vælge et andet fag er en stor fordel. Man slipper også for den spildtid, som hun mener, frikvarterer og mellemtimer er. 'Det spiller også en rolle, at der i den sidste del af studiet er mulighed for at have et job som lærer ved siden af. En løn og en gang Statens Uddannelsesstøtte slår ikke særlig godt til, når man skal betale daginstitution, hus og familiens daglige fornødenheder'.

Det med jobbet har dog lange udsigter.

'Studiet kræver for meget i øjeblikket, men det er muligt, at der er bedre tid de sidste to studieår'.

Et tag i nakken

Et problem er der ved at være net-studerende. I linjefaget matematik ville det være nemmere at få de grundlæggende ting på plads, hvis der var adgang til en dialog med læreren i et klasseværelse.

'Ellers savner jeg ikke at studere på en bestemt matrikel. Vi har jo en studiegruppe, og der er også en række weekendseminarer, hvor vi mødes med lærerne', siger Tina Vrensted Ritter.

Hun tror, det er hårdere at være net-studerende, fordi man hele tiden skal hale sig selv op ved nakken, og fordi man ikke kan læne sig op ad andre, hvis man en gang imellem ikke er ordentlig forberedt. Man skal altid have læst på lektien.

Weekendseminarerne i Nørre Nissum gør det dog mindre hårdt.

'Jeg har været til to indtil nu, og begge gange har vi været igennem alt, hvad vi har lært i det enkelte fag. I natur/teknik var vi også ude at afprøve en masse ting i naturen. Det kan være svært at tage sig sammen hjemme. Er nogen faldet fra, kommer de med igen på seminaret'.

Arbejde ved siden af

Studiegruppen består af de syv net-studerende, der er tilknyttet Brændgaardskolen i Herning. De bor alle inden for en radius af 20-25 kilometer fra skolen, alle har fælles linjefag, og alle har en af skolens lærere tilknyttet som mentor. Meningen er, at de skal løse opgaver i fællesskab og bruge hinanden til gruppearbejde. De har et fast mødelokale på skolen og kan trække på dens faciliteter. De kan overvære undervisning, og nogle af dem skal i praktik her. De fleste i studiegruppen er i 40'erne, har mange erfaringer fra job og fra andre uddannelser.

En af dem er Niels Jakob Riisgaard fra Brande.

Han er 47 år og tog i sin tid en samfundsvidenskabelig basisuddannelse på Roskilde Universitetscenter. I flere år var han lærervikar i København, så fængselsbetjent, pædagogmedhjælper og pedel. I 1984 begyndte han at studere til lærer om aftenen på Københavns Dag- og Aftenseminarium. Med fuldtidsjob ved siden af var det dog ikke nemt at få tid til timer og lektier. Han stoppede efter et år og har ikke siden fået gjort noget ved uddannelsen. Det er han i dag glad for.

'Den nye læreruddannelse med frit valg af linjefag passer mig godt. Studiet er nu mere fleksibelt og tilpasset den enkelte studerende', siger han.

At uddannelsen kan tages via internettet, er lige sagen.

'Brug af pc og internet er fremtiden. Det virtuelle vil mere og mere præge undervisningsverdenen. Mennesker er forskellige. Vi er hængt op på forskellig måde med børnepasning og arbejde. Så er det ideelt at kunne studere, så det tilgodeser de fleste'.