Det drøftes, hvordan vi kan få en byge

af unge lærere, og disse nye

skal lokkes med en bedre løn, der frister. Man mener, at de unge derpå drister

sig ind i skolens verden. Det kan hænde!

Desuden er der i den anden ende

de ældre, som bli'r førtidspensionister,

og det er skidt, hvis skolen også mister

dén flok, så deres løn skal da forhøjes,

mens de med færre timer dog skal nøjes.

I nakkehårene der ses en stritten

på os, der nu befinder os i midten.

Tja, vi blev nemlig født for tidligt eller

for sent, når lønforhøjelse det gælder.

Problemet er, at vi er tredive, fyrre,

halvtreds år. Så bli'r lønnen ikke større.

Til gengæld er det os, der jo må bære

erfarings-åget og er klasselærer

og teamformand og tovholder med mere.

På samme tid skal vi supervisere

de unge, og på fuld tid der forsøder

vi arbejdslivet og går tit til møder.

På grund af vores alder har vi poster,

som åbenbart slet intet ekstra koster.

Vi er sgu også dem med børn derhjemme,

og hus og have, som vi tit må glemme.

Hvad skal os på de tredive og på fyrre

og på halvtreds mon sige, råbe, gøre?

Ja, alder er en byrde af de svære.

Det bli'r ej nemmere, når man er lærer.

De grå hår titter frem, og der er rynker

på vej. Foran sit spejl man står og klynker, for kroppens dele lisså stille daler.

mens andre dele buler lidt. Man taler

fornuft til spejlet. 'Alder har sin charme!'

Men pludselig så fyldes man med harme.

Forfaldet, som gi'r jammer, suk og stønnen,

er ikke værst på kroppen - men på lønnen.

Vi kan ej poser under øjet hindre,

når lønningsposen samtidig bli'r mindre.

Fru Fischer