Der bliver ni valgmøder, hvor de kongresdelegerede kan møde de to næstformandskandidater. Derfor er Anders Christensens bekymringer i Folkeskolen nummer 41 overflødige. Jeg har ikke spekuleret i at meddele mit kandidatur så sent, at der ikke bliver tid til valgkamp. Men jeg syntes, at jeg først skulle meddele min opstilling til medlemmerne af Københavns Lærerforening, hvilket nu er sket på den ordinære generalforsamling, som vi overstod på en udmærket måde 7. oktober.

Anders Christensen mener også, at det er for tyndt, hvis kandidaturet alene begrundes i opfordringer fra nogle kredsformænd, der vil gøre valgene til et fortsat opgør om overenskomstresultatet. Det er imidlertid ikke tilfældet.

Der hersker bred enighed om, at det nu drejer sig om at få ført de nye arbejdstidsaftaler ud i livet på den bedst mulige måde og få samarbejdet til at fungere i foreningen. Valgene handler derfor i høj grad om ledelse og måden at lede på.

Stig Andersen har ganske rigtigt gjort et godt stykke arbejde som formand for Fagligt Udvalg og spillet en væsentlig rolle ved tilblivelsen af overenskomstresultatet. Derfor forstår jeg stadig ikke, at han ikke stod distancen, men anbefalede et nej ved urafstemningen om mæglingsforslaget. Jeg anerkender ikke hans argumentation om, at han i anden runde ville respektere medlemmernes nej fra første omgang, og at mæglingsforslaget ikke var meget anderledes end det forkastede overenskomstresultat. Det ligger i sagens natur, at et mæglingsforslag ikke vil ligge langt fra forlægget, men der var dog efter min mening nogle af de ønskede forbedringer for eksempel vedrørende den individuelle tid.

Stig påtog sig ganske enkelt ikke det ledelsesmæssige ansvar også i forhold til vurderingen af en konflikt, men lod angiveligt medlemmernes stemme gøre udslaget i sin vurdering. Situationen i anden omgang var netop ikke den samme som ved afstemningen om overenskomstresultatet. Der var et delvist andet indhold, og situationen var fundamentalt anderledes. Jeg har den opfattelse, at en strejke fra midt i juni var udsigtsløs, at forberedelserne var for svage, og at konsekvenserne for foreningen ville være meget alvorlige. Derfor anbefalede jeg igen et ja.

Denne problemstilling er efter min mening ganske afgørende i forhold til spørgsmålet om at lede. Påtager ledelsen sig sit ansvar, eller skubber den det over på andre.

Dertil kan jeg tilføje, at ganske vist havde Stig gjort et solidt arbejde i Fagligt Udvalg, men det kneb gevaldigt for ham at spille en aktiv og konstruktiv rolle i de afgørende faser i hovedstyrelsessalen. Stig markerede ikke sine synspunkter, og han forsømte at gå i spidsen for at afklare de vanskelige afstemningssituationer. I stedet holdt han sig taktisk afventende, indtil flertallet havde vist sig. Han havde været med til at give mandaterne og lægge linjen, men svigtede efter min mening i slutspurten.

Jan Trojaborg

formand for Københavns Lærerforening, medlem af hovedstyrelsen og

næstformandskandidat