De kommunale og statslige arbejdsgivere har lagt en plan for de kommende overenskomstforhandlinger, og selv om deres medietaktik og aftaler om koordinering er hemmelige, skal man være politisk blind og døv for ikke at opdage, at en del af planen går ud på- i god tid før de egentlige forhandlinger - at svække lønmodtagermodparten.

Selvfølgelig. Sådan er det denne gang, sådan var det sidst. Det er vilkårene.

For to år siden gned arbejdsgiverne sig i hænderne over splittelsen mellem sygeplejerskerne og de øvrige lønmodtagere. Denne gang vil de glæde sig, hvis institutionspædagogerne kommer så meget på hælene over de kommunale budgetplaner, så pædagogerne bruger alle kræfterne på at lange ud efter andre kommunale grupper. Flere politikere har også højlydt ærgret sig over, at Skolelederforeningen ikke kan få forhandlings- og aftaleret.

Kort sagt: Enhver svækkelse af de kommunalt ansatte vil gøre det nemmere for arbejdsgiverne at splitte lønmodtagernes forhandlere; en kæde er aldrig stærkere end det svageste led.

I forhold til lærerne står det efterhånden klart, at arbejdsgivernes taktik går ud på at miskreditere hele gruppen i offentligheden. Og et vigtigt angrebspunkt er arbejdstidsaftalen.

Og hvorfor så det?

Jo, det er såmænd helt banalt. Der er to sammenhængende grunde:

1: Hvis det lykkes at smadre aftalen på folkeskoleområdet, så lærerne tvinges til at undervise mere for den samme løn, er der penge at spare, som kan bruges andre steder i budgettet.

Logikken er en klar Storm P.: Lad hunden æde sin egen hale.

2: Og hvis det lykkes på folkeskoleområdet, står vejen åben. Så kan alle andre undervisergrupper klemmes næste gang.

Logikken er Storm P.sk i anden potens: Skær halerne af hundene og æd dem selv.

Medietaktisk er sagen også banal: Da arbejdstidsaftalen trådte i kraft, gav den anledning til både forbitrelse og intern uenighed blandt skolefolk. Bureaukratiske regler lagde gift for fleksibilitet og kreativitet, og skoleledere følte, at de skulle være kontrollerende målermænd i stedet for pædagogiske inspiratorer. Arbejdstidsaftalen var en medvirkende årsag til, at DLF's medlemmer to gange stemte nej til overenskomstresultatet i 1995.

Derfor var der klar logik i, at arbejdsgiverne udnyttede splittelsen. Set fra deres side ville det være genialt, hvis man kunne svække DLF og Lærernes Centralorganisation ved at få børnehaveklasseledere, lærere og skoleledere til at bruge kræfterne på at slås med hinanden.

Men man glemmer, at der er sket meget, siden arbejdstidsaftalen trådte i kraft. Protesterne blev nemlig hørt, så kontrol og bureaukrati blev afløst af akkordaftaler. De steder, hvor der i dag er tilbagevendende problemer, er såmænd de samme steder, hvor der var problemer, før aftalen blev indgået. Og de problemer handler reelt ikke om aftalen, men om helt andre forhold. For eksempel om for stramme budgetter og dårlig personalepolitik.

Arbejdsgivernes eksempler på undervisning og udviklingsarbejder, der forhindres af arbejdstidsaftalen, savnes stadig.

-th