Debat

»Den store vægring«

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

- var overskriften på Bagsmækken i Folkeskolen nummer 37, skrevet af Steen Achton. Det omhandlede elevplaner, og undertegnede vil hermed udtrykke vores fulde opbakning og tilslutning til det, der bliver givet udtryk for. Nemlig at det er på tide, at vi lærere siger fra og nægter at lade os »pådutte« mere arbejde, som vi tilsyneladende ikke skal have hverken tid eller penge for.

Vi kender endnu ikke udformningen/omfanget af disse elevplaner, men hvis de skal kunne bruges til noget fornuftigt, er der ingen tvivl om, at der vil blive pålagt os en meget stor, ekstra arbejdsbyrde. Alt for mange føler sig i forvejen pressede og stressede, mange søger væk fra skolen, og alt for få søger ind på seminarierne, så mon ikke tiden er inde til, at vi i samlet flok siger fra og gør det klart, at vi under ingen omstændigheder vil påtage os mere arbejde uden at få tid/penge for det.

Eller er vi stadig et slattent folkefærd, der bare bøjer nakken og finder os i hvad som helst? Og hvor er vores fagforening? Vi vil gerne opfordre til, at så mange som muligt melder ud og giver deres mening til kende om denne sag, så selv om vi har en travl og stresset hverdag (tit lørdag-søndag med), så tag jer tid til at skrive et »det mener jeg også«- eller »det mener jeg ikke«-brev til Folkeskolen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Powered by Labrador CMS