Børn har det ligesom voksne. De har brug for mad, søvn og opdragelse.

Men nu har det jo i fire årtier været sådan, at lige det sidste begreb får mange nemt galt i halsen.

Derfor har børneforsker Ole Warming ofte i stedet brugt ordet inddragelse, og præsten Johannes Møllehave taler om opelskelse.

Det er kloge valg, også fordi det jo er det, opdragelse handler om. Det er nødvendigt at erindre lige nu, hvor skældud-snakken atter er i mediernes søgelys.

Børn har så længe jeg kan huske - med rette - beklaget sig over de voksnes skælden ud.

Alt for sjældent bliver børn synliggjort for deres kvaliteter.

Det hænger sammen med flere ting.

Anerkendelseskulturen har det skidt. Både i hjem og skole.

Det er sådan, fordi positiv synliggørelse og værdisættelse nøje kan kodes sammen med tid og opmærksomhed, og et par generationers børn er nu vokset op med disse begreber som mangelvare eller som noget helt fraværende. Godt nok handler studiekredse og debatter ikke om andet end tiden, men på grund af tiden har slutresultatet stort set altid været, at voksne har stillet krav op om, at børn (i stedet for tiden) skal have grænser, og når børn så bevæger sig inden for de givne grænser, så slipper voksne vel for at skælde ud.

Det er nemlig ret anstrengende at skælde ud hele tiden. Selv om det har den fordel, at det ikke tager så lang tid. Nok ønsker voksne genudsendelser, men vi bryder os ikke om gentagelser.

Det er ligesom med tæsk. Det kan også være anstrengende, og det har alle dage altid 'gjort mere ondt' på den voksne, men det tager ingen tid at lange en arm ud.

Og det hjælper. Ligesom det hjælper at tisse i bukserne, når man fryser. Som det hjælper at stikke grænser ud. I stedet for at ofre tid på at inddrage sine børn i etik og holdninger, så børn bliver i stand til at sætte egne grænser, så de bliver sociale og kulturelle mennesker, som andre kan holde ud at være sammen med.

I mange år har jeg snakket med børn om, hvilke egenskaber de helst ser voksne, som omgiver dem, er i besiddelse af. Vigtigste egenskab er, at voksne giver tid og opmærksomhed, når man har brug for det. Og egenskab nummer to, at voksne sætter grænser for en.

Fortæller, hvad man må og ikke må. Børns to hovedønsker hænger flot sammen, fordi der er tale om en helgardering.

Børn ved meget tidligt, at hvis de har voksne omkring sig, som gider, vil og tør snakke med dem, så skal de nok få styr på alle de forvirrede og ofte modsatrettede indtryk, som livet giver, og derved få den inddragelse til selvudvikling, der skaber det hele menneske. Men hvis den voksne etik ikke er på plads, så ønsker børn garderingen som en nødbremse, hvor voksne i det mindste vil udstikke nogle rammer, så man har noget at agere ud fra.

Den gamle børnelæge Svend Heinild sagde altid, at de tre vigtigste eksistentielle klumper, som børn har brug for i deres vokse-op-liv, er anerkendelse, tryghed og kærlighed.

Anerkendelsen sikrer, at man føler, at man er god nok, og det er jo et nødvendigt vækstlag for identitet og selvværd. Trygheden er et livskraftigt holdepunkt, når man yngre og yngre skal bevæge sig rundt i utrygge arenaer, og kærlighed skal der jo til, så man føler, man er elsket og ønsket.

Børn vil samtale med os om det liv de har, alene og sammen med os, og de betingelser, vi giver dem. Det tilbud bør voksne tage imod. Voksne skal lytte på en måde, så de får lyst til at snakke med os, og snakke til børn, så de får lyst til at lytte. Børn vil kontakten og fællesskabet. Valget er de voksnes. Vi skal inddrage og opelske. Men det tager tid. Og det kræver opmærksomhed. Men den smukkeste tale er samtalen, som Grundtvig skrev.

Samtalen er også langt sjovere end at skælde ud. Og høstudbyttet bliver derefter. Børn gør jo ikke, som voksne siger, de gør, som voksne gør. Børn bliver ikke, som voksne ønsker - børn bliver, som voksne handler.

Frode Muldkjær er børnejournalist ved Danmarks Radio