Debat

Sjofelt behandlet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Min mand og jeg har sammen med vores fælles 9. klasse netop været på lejrskole i London fra 25. august - 29. august 1997. Skolerejsen Nyborg-Esbjerg tur/retur blev bestilt i april, og jeg fik billetten først i august.

Ifølge DSB tager det cirka tre timer at komme fra Nyborg til Esbjerg Havn. Sådan er det måske, og det er til at leve med - to togskift på både ud- og hjemtur.

Men fra Esbjerg til Nyborg er det helt uacceptabelt. Båden lægger til fredag 13.45, og toget ankommer til Nyborg 19.32. Det er svært for læreren at forklare eleverne, at det tager fem timer og 47 minutter at komme fra Esbjerg Havn til Nyborg.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg kan heller ikke argumentere med forældrene, der er sure på deres børns vegne. Forældrene mener, at deres børn bliver sjofelt behandlet af DSB - vi, siger forældrene, betaler som skatteydere, og vores børn bliver bare skubbet ud. Som lærer kan jeg kun give dem ret - om det er kommunerne eller staten, der betaler, er ligegyldigt - det er skattekroner, det drejer sig om.

Der er behov for en oplysningskampagne, der fortæller forældrene, at selvfølgelig skal de betale skat, men drejer det sig om deres børns DSB-transport, skal de ikke forvente en rimelig behandling.

Lene Jacobsen

Nyborg

Svar:

Kære Lene Jacobsen

Deres brev har været forelagt for DSB, der oplyser, at DSB hvert år arrangerer lejrskolerejser for cirka 230.000 skoleelever, og det forsøges hver gang at opfylde skolernes rejseønsker.

Lejrskolerejserne koncentrerer sig imidlertid til syv uger før og otte uger efter skolernes sommerferie, hvilket gør det til et stort og kompliceret puslespil at få tingene til at gå op, da hverken DSB eller andre relevante trafikudbydere har et ubegrænset antal pladser til rådighed i tog, færger med videre. Med baggrund i denne koncentration af lejrskolerejserne - samt ønske om ikke at melde udsolgt - kan der forekomme ventetider og togskift.

Fredag den 29. august var en af de store lejrskoledage. 128 lejrskolerejsende ankom til Esbjerg Havn med færgen fra England, og det var ikke muligt at finde plads til alle i det første tog, der afgik klokken 14.48. DSB skolerejser reserverer efter princippet 'først til mølle. . .', og da der var flere skoler, der havde bestilt tidligere end Deres skole, var der desværre udsolgt i det første tog, hvilket gjorde hjemturen længere end udturen.

Det er DSB's hensigt at tilbyde alle passagerer et godt produkt, herunder naturligvis også lejrskolerejsende, men som det fremgår af ovenstående, kan det de store lejrskoledage være vanskeligt at gøre alle helt tilfredse.

Bjørn Westh

trafikminister