Efter at have betragtet de fundamentalistiske skolelederes og læreres territorieafpisning er jeg dybt bekymret for, hvordan en kongres, bestående af ildsjæle fra begge lejre, håndterer spørgsmålet om skoleledernes placering i forhold til DLF fremover.

Vi almindelige lærere og skoleledere er først og fremmest 'korndyrkere', der vil have tingene til at gro mere end at sætte brand i den.

Men vi høres ikke så nemt. Og vi ytrer os ikke så ofte. Og det er et problem, også for formændene Herfort og Jepsen, som vil have vanskeligt ved at finde en fornuftig løsning, når strammere i begge lejre ønsker konfrontation og ikke samarbejde.

Kongressen har et enormt ansvar for, at vi ikke ender i udenlandske tilstande med flere skolefagforeninger, der bekriger hinanden.

Det er rigtigt, at der er en organisatorisk svaghed i, at skoleledernes samarbejde med kredsen er afhængig af, om man swinger med sagsbehandlerne - og først og fremmest formanden - eller ej. Det er uholdbart. Og det er det modsatte af struktur, der er tilfældighed.

Vi skoleledere er mestendels hentet fra tillidsmændenes og rådsformændenes rækker. Lærere i sjælen og vant til at arbejde med skolens problemer ud fra en lærersynsvinkel og som ledere endt, hvor vi er, fordi vi vil påvirke det pædagogiske arbejde på skolen så meget som muligt.

Hvis vi var ledere i sjælen før lærere (det anstrengte ordspil er tilsigtet), var jeg måske ligeglad, og så kunne det være rigtigt, at en handelsuddannelse havde lige så stor berettigelse i en skolelederstol som en læreruddannelse. Det vil en enegang for skolelederne åbne mulighed for på længere sigt. Desuden betyder det, at skolelederen bliver forvaltningens mand før skolens og ikke som nu, hvor jeg tror og håber, at stregen på de fleste skoler følelsesmæssigt trækkes mellem skoleleder og forvaltning, så skolelederen er en del af skolens hold.

Tilbage står: 'Hvem skal være skolelederens sagsbehandler i foreningen?' Det er spørgsmålet!

Jens Spaanheden

skoleinspektør

Undløse Skole