Elisabeth Gram

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vores tidligere kollega, børnehaveklasseleder Elisabeth Gram, er død 49 år.

Lisbeth, som hun altid blev kaldt, var en livskraftig pige. Hun døde tirsdag den 9. september 1997 af en hjerneblødning efter få dages sygdom.

Lisbeth satte sine spor. Hun var et levende menneske, der krævede nærvær og kvalitet, og hun havde altid overskud til at give og udvikle.

Der var meget god pjat og humor i samværet med Lisbeth, og hendes revynumre kan alle huske for hendes kærlige skildring af livet på jobbet.

Lisbeth var med til at starte Holluf Pile Skole i 1982. Hendes skole- og opdragelsessyn er kommet mange elever til gode. I en længere periode fungerede hun som lærerrådsformand. Hun nød kollegernes, forældrenes og så sandelig også elevernes tillid. Arbejdet så let ud, når man var sammen med hende, og hun var flittig, for det enkelte barn skulle have sit.

Det kom som en stor overraskelse, da hun i oktober 1992 søgte jobrotation for at prøve nye udfordringer.

Det medførte siden hen, at hun skabte sig et job som uddannelses- og personalekonsulent. Et job med mange berøringsflader, hvor hendes specielle evner kom mange til gode.

Nu er hun død. Hun levede kun kort, men nåede dog meget. Vi har meget at mindes.

Kollegerne på Holluf Pile Skole

Odense