Derfor skal børn være fysisk aktive

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Derfor skal børn være fysisk aktive

Ud over at børn får en bedre motorik af at være fysisk aktive, styrker de kroppen på en lang række områder, som de får gavn af i resten af deres liv.

- Hjerte og kredsløb: Som alle andre muskler tilpasser hjertet sig, så jo mere det bliver brugt, desto mere effektivt bliver det.

- Blodprofil: Børn med et stort indhold af fedt i blodet, blandt andet kolesterol, kan reducere denne mængde ved at dyrke idræt.

- Blodtryk: Børn med et højt blodtryk kan sænke det ved at dyrke idræt. Uden idræt får de også et højt blodtryk som voksne.

- Fedme: Fedtprocenten hos børn er vokset i forhold til for 30 år siden. Udviklingen kan vendes gennem idræt og bevægelse, men for de tykke børn skal der ogsåændringer i kosten til. Ellers vil de også være tykke som voksne.

- Knogler, led og muskler: Alle tre dele bliver stærkere af at blive brugt. En voksen kan dog aldrig nå over den maksimale knoglestyrke, som han/hun udviklede som barn.

Omkring 30-års alderen kan den voksne enten bevare sin styrke ved at fortsætte med at dyrke idræt eller falde tilbage på grund af for lidt bevægelse. Et barn med et lavt aktivitetsniveau - og dermed en svag knoglestyrke - har altså lettere ved at brække benet som voksen i forhold til sin meget aktive kammerat.