Skub

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I 1970'erne var åben-plan-skolen sidste skrig - skolen uden grænser. Her 30 år efter ser vi tendenser til det samme, men i en ny iscenesættelse. I Hellerup har en ny skole ment at kunne tage patent på fremtiden under fuld honnør fra tidens pædagogiske ypperstepræster og sågar ministeren. Ud fra et sprogpædagogisk perspektiv finder jeg den planlagte skolehverdag forfejlet. Børn i dag har ikke brug for, at skolen udvikler sig til et supermarked af skiftende tilbud i en ret uforpligtende ramme. De har tværtimod brug for rammer, der tilbyder noget andet: sammenhæng, fordybelse, socialt ansvar. Sproget skal åbne verden og sætte ord på indsigter, der erhverves i en fornuftig progression, og det skal udvikles som redskab for samspil med andre, der ikke bare strejfer forbi, men som man følges med. Hvis læreren skal være udbyder af faglige og tematiske pindemadder for dem, der nu har lyst til at melde sig på almindelige markedsvilkår, er det så som så med mulighederne for at udvikle grundlæggende kundskaber. En entusiastisk lærer fortalte lytterne til P1's 'Refleks', at han for at motivere eleverne til at høre om Afrika var mødt op i bastskørt og fuld krigsmaling, og det kunne nok være, at eleverne var strømmet til. Et interessant succeskriterium, som læreren i brøkregning har svært ved at leve op til.

Hvordan udvikle tryghed i det sproglige miljø, hvis det hele tiden ændrer sig? Efter min mening har skolen en vigtig socialt opdragende funktion derved, at vi følges ad, på godt og ondt. Senere segmenteres den professionelle hverdag, og i fritiden vælger man sig ind på de tilbud, som på forhånd har ens interesse. Men i skolen er man sammen i tykt og tyndt og indser, at livet er andet end kompetencer. Bliver skolehverdagen komponeret som et flimrende udbud af individualiserede tilbud om infotainment, bliver man let en nørd eller i hvert fald en person med begrænset kommunikationsradius.

Forhåbentlig gør de nyttige erfaringer i Hellerup, og forhåbentlig har man undtagelsesvis mod på at sætte ord på et pædagogisk eksperiment, også hvis resultaterne er skuffende. Man må glæde sig over den pionerånd, der hersker, og håbe, at den ikke bare fører til et fyrværkeri af omtale. Efter fyrværkeriet kan det blive meget mørkt. Lad os håbe, at der bliver noget at tale om, også for eleverne.

Professor Higgins