Viljen er der. De danske lærere mener faktisk, at alle børn skal kunne rummes i folkeskolen, også dem, vi opfatter som urolige. Men lærerne skal ikke stå alene med ansvar og skyldfølelse over, at nogle børn forstyrrer undervisningen for sig selv og andre. Det er et af formålene med Uro-net. Netværkets kommuner og skoler skal over tre år udvikle værktøjer, ikke til at holde børnene i ro, men til at give dem nogle livsvilkår, der gør dem i stand til at modtage undervisning og til at bruge uroen konstruktivt.

- Det er faktisk flot, mener udviklingskonsulent, psykolog Kim Foss Hansen, det ene medlem af Undervisningsministeriets 'uro-patrulje', at ud af de 1,9 procent af børnene, som altid forstyrrer undervisningen, er det kun halvdelen, der efter lærernes mening bør placeres i en foranstaltning uden for skolen. Det er flot, at lærerne til trods for det pres, de oplever i hverdagen, lader være med at sætte det kryds i spørgeskemaet.

- Et af resultaterne af det her projekt kan forhåbentlig blive, at vi kan få vendt den skyld, der lægges over på lærerne, og at vi kan få placeret anvaret og ejerforholdet til det her problem meget bredere, siger den anden koordinator i projektet, udviklingskonsulent og psykolog Per Kjeldsen.

Han ser de urolige børn som symptombærere, uroen i klassen er et symptom på børnenes livsvilkår.

- Den generelle urotendens, vi ser blandt de små børn, kunne godt skyldes den totale institutionalisering, de har været igennem, hvor der har været pædagoger omkring dem hele tiden og ikke plads til 'frit fald'.

Pædagogisk konsulent i ministeriet, lærer Bo Ørsnes: - Det handler også om, hvorvidt folkeskolen egentlig møder de små drenge godt nok.

Kim Foss Hansen: - Men det er nok vigtigt at understrege, at det ikke er skolens aktiviteter, der er problemet, det er indskolingsårene bredt.

En kvindeverden

Per Kjeldsen: - Det er alle skiftene fra børnehave til børnehaveklasse, fra børnehaveklasse til skolefritidsordning (SFO) og fra SFO til skole med et utal af forskellige voksne. Drengene møder jo kun kvinder fra dagplejen, gennem børnehaven og op i indskolingen. Kvindelige pædagoger har nok en beskyttertrang, måske passer de for godt på børnene.

Bo Ørsnes: - Når skolerne lægger skemaer, er det altid de unge kvindelige lærere, der får de små klasser. Det er ikke sådan, at kvindelige lærere generelt har flere urolige børn, men i og med at der er flest kvindelige lærere i indskolingen, så viser undersøgelsen også mere uro hos de kvindelige lærere.

Per Kjeldsen: - Der har altid været den der dreng, der forstyrrede undervisningen, men så klarede man ham. Det, vi hører nu, er, at der er en generel urotendens, også blandt pigerne, en gruppe, der næsten forstyrrer mere generelt, og når den urolige dreng så popper op, kan man ikke nå at stoppe ham, før han har trukket dem med.

Ny arbejdsform

De tre konsulenter kaster deres tanker op i luften, somme tider er de enige, somme tider ikke, somme tider har de konkret belæg for deres teorier i undersøgelsen, somme tider ikke - og det virker forfriskende anderledes og måske typisk for projektet som en helt ny arbejdsform for ministeriet. Sideløbende med et netværk om udvikling af de pædagogisk-psykologiske rådgivninger er uro-nettet noget helt nyt, en procesarbejdsform i stedet for den hidtidige form med undersøgelse, forsøg, rapport.

Sidste år offentliggjorde Undervisningsministeriet en rapport, der konkluderede, at der ikke er blevet flere urolige børn, men at de er blevet yngre. Pubertetsuroen er ikke længere det store problem, det er først og fremmest i indskolingen og først og fremmest blandt drengene, at de daglige forstyrrelser af undervisningen sker. Blandt de 1,9 procent af eleverne, der forstyrrer konstant, er der seks drenge for hver pige, men i gruppen af noget urolige børn er der tre piger for hver fire drenge.

Sammen med Bo Ørsnes har de to konsulenter udefra arbejdet med den store undersøgelse af fænomenet uro-børn og det mønster, der tegner sig i forhold til børnenes familie, lærerrollen og sammenhængen mellem skole og lokalsamfund. I samarbejde med netværksmedlemmerne i kommunerne har de udarbejdet et meget stort spørgeskemamateriale, der spørger ind til alle elementerne.

Skolelederne på samtlige skoler i de mindre kommuner og udvalgte skoler i København har haft ansvaret for at udfylde det meget detaljerede skolestatus-skema. Skoleledelsen har måttet reflektere over, hvordan børnenes livsvilkår er både i og uden for skolen. Hvor mange børn kommer fra stabile familier, hvor de voksne er aktivt interesserede i barnets udvikling og har faste begreber om opdragelse og moral, og hvor mange kommer fra mere ustabile hjem, hvor der ikke er tid til samvær, og hvor er de urolige børn placeret? Undersøgelsen ser også på børnene i fritidslivet og blandt kammeraterne og selvfølgelig i skolen. Hvor mange af skolens børn får på skolen tilgodeset deres behov for tryghed, læring, udvikling af samarbejdsrelationer til kammerater og voksne og støtte til at klare problemer og konflikter? Lederne har også vurderet omfanget af uroproblemer på skolen og noteret sig, hvordan man tackler problemet internt og eksternt, samarbejdet om den enkelte klasse, skolehjemsamarbejdet og samarbejdet med SFO.

Derudover har hver eneste klasselærer for hver eneste klasse på disse mange skoler placeret hver eneste elev i et skema i forhold til grad af uro, og hvad man gør ved det. De tre konsulenter sidder netop nu med det enorme materiale, ikke for at lave endnu en urobørn-undersøgelse, men for at have det helt rigtige baggrundsmateriale til det videre arbejde. På en konference den 7. og 8. oktober fortæller de netværksmedlemmerne om materialet, og herefter skal arbejdet i gang lokalt. De to koordinatorer skal ud i samtlige kommuner og hjælpe til.

Kim Foss Hansen: - Alle vores undersøgelser viser, at der er en anden form for uro i klassen, når man arbejder projektorienteret.

Bo Ørsnes: - På nogle skoler har man simpelthen været nødt til at arbejde projektorienteret og med teamsamarbejde og så videre, for ellers har man ikke kunnet magte opgaven.

Per Kjeldsen: - Når eleverne selv skal arbejde i en gruppe, så sker der en form for naturlig socialisering, en ansvarlighed og forståelse for de andres behov.

Skoler uden uro

Kim Foss Hansen: - Der er også skoler med, som slet ikke har nogen uro. De skal prøve at finde ud af, hvad det er, de gør godt, så andre kan få gavn af deres erfaringer. Men der vil også være skoler, hvor man ikke har registreret nogen uro, men hvor vi alligevel skal ud nu for at sige, at de ikke gør det godt nok. Det er skoler, hvor man simpelthen har kunnet disciplinere børnene, men hvor vi må sige til dem, at vi ikke tror, de kan blive ved med at holde roen. Og at det i øvrigt ikke er den måde, man skal arbejde på i henhold til folkeskoleloven.

De tre konsulenter fortæller i øvrigt, at skolerne med de største problemer ligger spredt ud over Danmark og findes både på land og i by, og det samme gør sig gældende for de skoler, der har færrest uroproblemer. Og så glæder de sig over en utrolig vilje til at gå ind i arbejdet - skemaerne er simpelthen strømmet ind, og telefonerne kimer fra andre skoler, der også vil have fingre i skolestatus-materialet, som vil blive frigivet efter konferencen den 7.-8. oktober.

Uro-net

Det var en forespørgsel fra det konservative folketingsmedlem Frank Dahlgaard, der i 1996 blev anledningen til, at Undervisningsministeriet gennemførte en undersøgelse af problemerne med urolige børn i folkeskolen. Undersøgelsen kom sidste år og blev fulgt op af seks forskellige initiativer. Ét af dem er Uro-net, et netværk af 29 primærkommuner og tre amtskommuner, der selv har meldt sig frivilligt, hver med to repræsentanter. Projektet ledes af pædagogisk konsulent i Undervisningsministeriet Bo Ørsnes og to eksterne udviklingskonsulenter, Kim Foss Hansen, Karlebo, og Per Kjeldsen, Aalborg. Første skridt var en konference i januar, og derefter har skolerne besvaret 30 siders spørgeskemaer, som skal danne baggrund for udvikling af værktøjer til et arbejde med børnene på tværs af familie, skole og lokalsamfund. Projektet skal løbe i tre år og afsluttes med regionale konferencer, hvor værktøjerne skal bredes ud til nabokommunerne.