Politiken 4. september bragte et læserbrev fra Vagn Madsen i Brønderslev. Han stiller sig afvisende eller forstilt uforstående over for en kritisk holdning til USA og sammenligner med den begejstring, der var for USA herhjemme i 1943. At der fandtes en tilsvarende fortrøstning til Sovjetunionens indsats, har vel ikke afholdt ham fra at vise for­ståelse for senere kritik af Sovjet? Hans fnysende pointe, at det er »absurd« at kalde Danmark i dag for et amerikansk halehæng i Irak, fordi vi jo ikke fik samme stempel på os efter 29. august 1943, hvor vi ifølge Madsens udelte historie­syn kastede os i armene på både England og Amerika, er en kort­slutning, der vil noget. At man, 60 år efter at man har kastet sig i armene på nogen, ender med at blive dennes halehæng, er ikke noget ukendt fænomen.

Samme dag har Folkeskolen nummer 36 et læserbrev fra samme navn og samme by, altså måske samme person?

Vagn Madsen fremmaner her »de overmåde glade skolebørn, der næsten bobler af glæde ved at skulle indlære skolens fag«. Det er forståeligt, hvis indlæringen er af den beskaffenhed, han praktiserer i Politiken, for den kan danne en tiltrængt modvægt mod alskens dårligdom såsom uartig og ildesindet kritik af USAs oplyste og besindige politik, ganske vist med historiske paralleller, der intet har med sagen at gøre, og som i Baunsbak-Jensens tid nok ville blive kaldt indoktrinering.

Hærdede læsere af Folkeskolen har belært mig om, 1) at Vagn Madsen ikke mener det, han skriver, han er tværtimod bekymret over den udelte skoles manglende faglige indlæring, 2) at han kalder dens grundlæggere og tilbedere utopiske gammel-marxister, og 3) at han i op til flere (?) breve til Folkeskolen stilfærdigt, men enslydende har givet udtryk for sådanne tanker.

Jamen, hvis dette har noget på sig, bliver det skildrede endnu mere mærkværdigt, thi hvor i verden har man i ekstrem grad oplevet det af Vagn Madsen efterlyste delte skolesystem, tilmed med underopdeling i eliteklasser, om ikke netop i det af gammel-marxisterne beundrede Sovjet? Ugeneret af udelt liggen på maven for den fagskyende samtale- og rundkredspædagogik og dens overfladiske og luftige diskussionsidealer med demokratiske overtoner.

Måske er der to Vagn Mad­sener i Brønderslev, forskellige som dag og nat? Er det den samme udelte Vagn Madsen, har han med sine anstrengelser leveret den hidtil bedste argumentation for den udelte skole og for den mest fremsynede skolelov, vi nogen sinde har haft.