Debat

Vor Herre og F-2000

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Begyndelsen skabte Gud Himlen og Jorden og gjorde orden af kaos. I hele efterkrigstiden lagde vort politisk-pædagogiske magtvælde sig i selen for at forny Vor Herres ikke helt heldige skaberværk. Et læs af velafprøvede ideologier, der kunne avle både krige og menneskeundertrykkelse, stod til de nye skaberes rådighed. For nu skulle der skabes orden af virkelighedens uorden. Det var lettere sagt end gjort. Men inden menneskets uformåenhed blev alt for åbenbar, bestemte man sig for at bruge folkeskolen til eksperimentet. Man tog tilløb i 1975 og skridtet fuldt ud i 1993. Dog måtte Vor Herres små epigoner i årene derefter indrømme, at man ikke sådan bare kan gentage en mytebegivenhed. Fundamentale byggesten som elevernes ansvar for egen læring, undervisningsdifferentiering, det tværfaglige projektmageris fortrængning af den fagligt vidensformidlende undervisning med meget mere var og blev forvandlede til meningstomheder og urimeligheder i mødet med virkeligheden, som nok så mange skaberbesværgelser og kurser ikke kunne få bugt med. Man sørgede ellers for, at Vor Herres fatale skaberfejl ikke blev gentaget. Man fældede ganske enkelt Kundskabens Træ. Og i stedet for lod man de allerdejligste blødhedens gevækster brede sig i tværfaglighedens svampede jordbund. For så var det ligegyldigt, om man var boglig eller uboglig. Alt var nu en lind grød af ensgjort middelmådighed. Nu manglede skaberne blot modet til at stå ved deres skaberværk. Men modet svigtede. Og så sendte de F-2000 ud til skolerne med krav om, at lærerne måtte se at få mening og kvalitet i skaberværket. Og det skal nu nok gå alt sammen. For et sted fra oven fuldender vores minister skaberværket med ordene: 'Vi i ministeriet interesserer os brændende for folkeskolen.'

Vagn Madsen

Brønderslev

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler